Ny film handler om "en del af danmarkshistorien, som ingen rigtig ved særlig meget om"

Den biografaktuelle danske film Fremmed - Det første opgør er noget så sjældent som en fortælling sat i år 4.000 f.Kr.
Rejser man 6.000 år tilbage i tiden, står man nemlig overfor et af de største kultursammenstød i vores historie, nemlig overgangen fra jæger-samler-samfund til bondestenalderen.
"Det er aldrig blevet fortalt på film før," udtaler instruktør og medforfatter Mads Hedegaard om 'Fremmed', da vi interviewer ham og spørger ham ind til inspirationen til at springe ud i det ambitiøse projekt, og uddyber:
- Det er en del af danmarkshistorien, som ingen rigtig ved særlig meget om.
- Den eneste forskel på dengang og nu er i princippet den teknologiske udvikling. Dem, der boede dengang tilbage i tiden, var ligesom os. Havde de samme følelser og relationer. Så vi sagde til os selv: "Lad os prøve at lave en film, der foregår i stenalderen, men er relevant for mennesker i dag." Forhåbentlig.
Det krævede dog "en helvedes masse research", som filmmanden og hans kollegaer stod overfor. De allierede sig med National Museet - og havde et tæt samspil med deres forskere under hele processen.
- Det var vigtigt for mig, at filmen kom til at føles så autentisk, som det var muligt for os at gøre, fortæller Mads Hedegaard og fortsætter:
- Vi valgte at gå så historisk korrekt til det, som vi overhovedet kunne. Det er i alt fra tekstiler, som tøjet er lavet af, til arkitekturen – hvordan hjørnerne på husene dengang var runde og ikke skarpe. Redskaberne og det hele er så tæt på, som det overhovedet kunne komme.
Det betød også, at man skulle finde den helt rette lokation - som passede på Danmark for 6.000 år siden. Instruktøren fortæller:
- Vi brugte rigtig lang tid på at finde den lokation, fordi der er ikke noget natur i Danmark som kommer tæt på at se sådan ud, som det så ud dengang for 6.000 år siden. Så vi kiggede rundt i hele Europa efter vilde skove, som havde en særlig sammensætning af planter og træer, fordi dengang var klimaet også lidt anderledes. Det var lidt varmere dengang, end det er i dag. Så der var nogle andre planter i Danmark dengang.
Valget faldt på en skov i Ungarn, hvor man på mange måder arbejdede under naturgudernes nåde, hvilket betød både hedebølge og oversvømmelse på settet.
Hør Mads Hedegaard og hovedrolle Angela Bundalovic fortælle meget mere om arbejdet med filmen i videointerviewet herunder.
Til filmen opfandt man også to helt nye sprog. Hør meget mere om den proces lige her.