Ny hypet sci-fi-thriller tager på seriemorder-jagt i multiverset

‘Redux Redux’ vises på Blodig Weekend
Redux Redux
(© Mothership Motion Pictures/Saban Films)

Det står på en blanding gyser, sci-fi, seriemorder-thriller og sorgdrama, når en desperat mor rejser igennem parallelle universer, i jagten på en virkelighed, hvor hun kan redde sin datter fra at blive myrdet.

Sådan lyder beskrivelsen af Redux Redux som er en af filmene på programmet i år til genrefilmfestivalen Blodig Weekend. Festivalen indtager henholdsvis København, Aarhus og Odense fra den 12.-16. november.

Til visningen lørdag den 15. november i Empire Bio i København vil filmen tilmeld blive præsenteret af kino.dk's egen Daniel Hartvig, der vil give en kort indføring i tidsrejsefilm og inspirationerne til 'Redux Redux'.

Se traileren nedest i artiklen.

Se det fulde program for filmfestivalen Blodig Weekend 2025 lige her.

Der bydes på en ukonventionel og uforudsigelig thriller, hvor sorgen udvikler sig til besættelse og en søgen efter hævn.

Den ulykkelige mor er nemlig ikke blot på en rejse efter en virkelighed, hvor hendes datter stadig er i live. Hun har nemlig også den mission at opspore datterens morder, og dræbe ham igen, og igen. Undervejs møder hun dog en ung pige, Mia, som hun måske kan hjælpe, så hun ikke ender som hende.

Filmen er instrueret af brødrene Kevin og Matthew McManus, som arbejder sammen for tredje gang, hvor de sidste var bag roret på gyserfilmen 'The Block Island Sound' fra 2020. Det er ligeledes tredje gang de arbejder sammen med deres søster, Michaela McManus, som efter at have medvirket i biroller i deres forrige værker nu kan ses i hovedrollen.

'Redux Redux' har rejst rundt på festivaller i hele verden, hvor den er blevet mødt med rosende ord fra genrefans. Senest var den nomineret til "Bedste film" i Spanien under "SITGES - International Fantastic Film Festival of Catalonia", der har specaliseret sig i fantasy-, gyser- og kultfilm.

Se traileren nederst i artiklen.

Redux Redux
(© Mothership Motion Pictures/Saban Films)

Blodig Weekend præsenterer i år omkring 20 blodige og gysende film. Alle vises i Empire Bio i København, mens man i Øst for Paradis i Aarhus og Café Biografen i Odense kan se et mindre udsnit af titlerne.

Udover visningerne af genrefilm, kan man på Blodig Weekend traditionen tro besøge et marked om lørdagen i Empire Bio, hvor man kan købe alverdens filmrelaterede sager.

Desuden bliver flere af filmene introduceret af både en række forskellige fagpersoner, gysernørder og folk bag filmene.

'Redux Redux' vises lørdag den 15. november kl. 21:30 i Empire Bio i København. Blodig Weekend 2025 løber af stablen fra den 12.-16. november.

Nyeste film i biografen