Ny thriller leger kispus med skræmt singlemor på verdens værste date

'Drop' kan ses i biografen
Drop
(© UIP / Drop)

Hvis du tror, du har været på en dårlig date, så tro om igen. I den biografaktuelle thriller Drop må singlemoren Violets første date med den charmerende fotograf Henry kandidere til verdens værste af slagsen.

Det hele starter ellers godt. Forud for daten har Violet og Henry skrevet sammen i nogle måneder, hvor den første spirende gnist mellem de to er opstået.

Aftenen kommer så, hvor det romantiske møde skal finde sted på en restaurant. Det er her, at tingene begynder at gå helt galt.

Violet begynder nemlig straks, hun ankommer til restauranten at modtage nogle ret så mystiske beskeder fra en anonym afsender.

Beskederne bliver hurtigt truende og ubehagelige. Der sættes trumf på med truslen om, at vedkommende dræber Violets 5-årige søn, hvis ikke hun makker ret og følger afsenderens ordrer.

Vedkommende synes da også at overvåge hvert et øjeblik på daten og Violets gøren og laden. Så der er ikke andet for end at følge de stadigt mere ubehagelige ordrer, der vil få fatale konsekvenser for dem omkring Violet.

Drop
(© UIP)

'Drop' har således sat temaer som overvågning og vores konstante brug af mobilen på spil i en film, der udspiller sig så godt som på én lokation, nemlig i restauranten.

Netop grebet med at lade en film udspille sig ét sted, finder man flere forrygende eksempler på i filmhistorien.

Fra bl.a. Alfred Hitchcocks engagerende thriller 'Rope' fra 1948, der udspiller sig i den samme lejlighed, til retsalsdramaet '12 Angry Men' fra 1957.

12 Angry Men
12 Angry Men (© United Artists)

John Hughes' 80'er-klassiker 'The Breakfast Club' fra 1985 udspiller sig så godt som kun i eftersidningslokalet, hvor man følger en gruppe teenagere.

Det bliver for alvor klaustrofobisk i bl.a. 'Phone Booth' fra 2002 med Colin Farrell, der udspiller sig hovedsageligt i en telefonboks, mens man kommer med ind i en nedgravet kiste i den nervepirrende 'Buried' fra 2010.

I 'Locke' fra 2013 følger man Tom Hardys pressede Ivan Locke i en bil, mens man i Quentin Tarantinos 'The Hateful Eight' fra 2015 møder en umage gruppe af fremmede i en hytte i ødemarken.

Billede
Locke

I dansk regi finder man bl.a. Gustav Möllers intense debutspillefilm 'Den skyldige', hvor en betjent via kun en telefon må forsøge at redde dagen.

Spændingsfilmen 'Drop' indskriver sig således i en rig tradition i filmens verden, hvor man lader historien udspille sig på primært én location.

Her med det helt store spørgsmål: Hvem står mon bag de truende beskeder?

'Drop' bruger således denne stramt tænkte præmis som baggrund for sit spændningsfyldte whodunnit-mysterium på en date fra helvede.

Billede
Den skyldige

I hovedrollen som den hårdtprøvede Violet finder man Meghann Fahy, man bl.a. vil kende fra Susanne Biers Netflix-hit 'The Perfect Couple', mens hun også havde en prominent rolle i 2. sæson af den populære HBO-serie 'The White Lotus'.

I rollen som den charmerende og forstående date Henry, finder man Brandon Sklenar, der spillede ungdomskæresten i dramaet 'It Ends With Us' med Blake Lively.

I instruktørstolen sidder Christopher Landon, der også har instrueret de veloplagte slasher-film 'Happy Death Day' og 'Happy Death Day 2U' samt den kropsforbyttende gyserkomedie 'Freaky'.

'Drop' har biografpremiere den 16. april.

Nyeste film i biografen