Olivia Colman og Benedict Cumberbatch afslører de vigtigste øjeblikke i karrieren

Stjerneduoen er aktuelle i 'The Roses'
The Roses interview
(© kino.dk)

Olivia Colman og Benedict Cumberbatch har begge en lang og prisvindende karriere bag sig, hvor Colman bl.a. har vundet en Oscar for sin præstation i The Favourite, mens Cumberbatch har to Oscar-nomineringer bag sig samt en fremtrædende rolle i Marvels superhelteunivers som Doctor Strange.

Stjerneduoen er netop nu biografaktuelle over for hinanden for første gang i dramakomedien The Roses. Vi mødte i den anledning de to skuespillere, hvor snakken bl.a. faldt på det mest transformative øjeblik i deres karrierer.

Se hele videointerviewet nederst.

Her kunne Colman fortælle, at mødet med filmskaberen Paddy Constantine var epokegørende for hende.

- Jeg har sagt det før, men at møde Paddy Constantine ændrede retningen for min karriere fuldstændigt.

- Jeg lavede en masse komedie, hvilket jeg elskede, og så mødte jeg Paddy Constantine. Jeg åbnede en dør for ham, smilte til ham og af en eller anden grund besluttede han sig for, at jeg var rigtig for hans film. Hvilket ikke giver nogen mening, fordi han havde intet andet grundlag.

Olivia Colman fik derved sin rolle i Paddy Constantines Tyrannosaur, der åbnede nogle helt nye døre for skuespilleren.

- Lige pludselig ville folk også lade mig lave drama. Men det kræver nogen, der er modig, for at tage sådan en chance.

Cumberbatch fremhæver også de mennesker, der har stolet på hans skuespillerevner over årerne. Dog beskriver han nærmere de første 17 år af sin karriere som et langsomt gennembrud i modsætning til et enkelt banebrydende øjeblik.

- Mit første job [var et transformativt øjeblik, red.]. Og efter det så de folk, som stoler mere og mere på dig. For mig var det en slags 17-års succes natten over.

Én bestemt serie har dog gjort en særlig forskel for skuespilleren.

- 'Sherlock' var virkelig stort, fordi det er en ikonisk karakter. Og jeg tænkte: "Og wow, det her kommer til at få en masse opmærksomhed. Godt, dårligt eller uinteresseret." Og det gjorde det.

- Heldigvis var det godt! Og jeg elskede det, og jeg arbejde hårdt. Det ændrede virkelig tingene for mig.

The Roses
(© Disney)

'The Roses' er en nyfortolkning af filmklassikeren 'The War of the Roses' fra 1989 og baseret på Warren Adlers roman af samme navn.

Her spiller Benedict Cumberbatch og Olivia Colman ægteparret Theo og Ivy, der lever en idyllisk tilværelse med succesfulde karrierer, et kærligt parforhold og dejlige børn. Men bag den idylliske facade trækker sorte skyer sammen. 

Da Theos karriere styrtdykker, og Ivys ambitioner bærer frugt, antændes en krudttønde af indestængt misundelse og forbitrelse. 

Filmen er instrueret af komedieinstruktøren Jay Roach, der tidligere har stået bag bl.a. Austin Powers-trilogien og Meet the Parents. Manuskriptet kommer fra Tony McNamaras krøllede hjerne, som også har udtænkt bl.a. The Favourite, Poor Things og komedieserien 'The Great'.

'The Roses' kan ses i biografen nu.

Nyeste film i biografen