Premiere til sommer: Se første smagsprøve på 'Ternet Ninja 3'
Da Anders Matthesen tidligere på året var på besøg i Go’ Morgen Danmark, afslørede han, at Ternet Ninja 3 vil få biografpremiere efter sommeren 2024. Nu er den egentlig premieredato fastlagt, og sammen med den har Nordisk Film Distribution udgivet en kort video, som du kan se nederst i artiklen.
Anders Matthesen fortalte til Go’ Morgen Danmark:
- Vi har været i gang med at lave filmen i halvandet år nu og er i fuld gang med animationerne og der er lavet en fem-seks musiknumre klar og alt muligt andet.
- Men det er en lang proces og den er måske færdig der omkring nytår, vil jeg tro [2025, red.] og så er der jo alt den der politik med, hvordan vi undgår at fucke biograferne, ved at smide den lige oveni 'Avatar', eller hvad der nu kommer, så den kommer faktisk først efter sommerferien næste år [2025, red.].
Animationsfilmene om Ternet Ninja, der bygger på Anders Matthesens eget romanforlæg, har hver indspillet over 900.000 billetter i biografen, hvilket gør filmene til nogle af de største danske succeser i nyere tid.
Bogversionen af 'Ternet Ninja 3' beskrives hos forlaget Gyldendal som, at børn og voksne får masser af action, sjove dialoger og fede plot-twists i tredje og afsluttende bog i trilogien.
Vi møder igen Aske, Sune, Jørn, Sirene og selvfølgelig Onkel Stewart, han dukker som altid op de mest usandsynlige steder. Og der er også nye karakterer med. Ligesom Anders Matthesen har overraskelser i ærmet - bl.a. afsløres det, hvem Askes biologiske far er.
'Ternet Ninja 3' får biografpremiere 21. august 2025.