Ridley Scott insisterede på historisk ukorrekt detalje: "Hvordan ved du det? Var du der?"

Interview med Alexander Karim fra 'Gladiator 2'
Gladiator 2
(© Gladiator 2 / UIP)

En af årets mest ventede storfilm kan endelig opleves på det store lærred, da Gladiator 2 har fået biografpremiere. Action-dramaet følger op på Ridley Scotts filmklassiker Gladiator fra 2000, der vandt hele fem Oscars.

15 år efter Maximus' død i Colosseum følger 'Gladiator 2' Lucius, der er søn af gladiatoren Maximus og prinsesse Lucilla.

Som barn overværede Lucius sin fars død i arenaen og er nu selv blevet slave, trænet til at kæmpe som gladiator i et tyrannisk Rom. Med imperiets fremtid på spil må Lucius konfrontere sin fortid og sit forhold til sin mor, finde sin styrke og kæmpe for at genoprette Roms storhed.

'Gladiator 2' har en storslået rolleliste, der bl.a. tæller Paul Mescal, Denzel Washington, Pedro Pescal og Connie Nielsen tilbage i sin rolle som Lucilla. Også svenske Alexander Karim kan opleves som karakteren Ravi, der bl.a. hjælper Lucius med sine skader fra arenaen.

Vi har mødt Karim over telefonen til en snak om den biografaktuelle storfilm, hvor han bl.a. fortalte historien om, hvordan Ridley Scott havde insisteret på en historisk ukorrekt detalje i skuespillerens kostume. Men først fortalte han om, hvad der i hans øjne især gør Ravi til en interessant karakter.

- Jeg læste manuskriptet og tænkte, at det ikke var en superhelterejse. Det er historien om en lille dreng, der blev forladt af sin familie og sendt langt væk, før han finder tilbage til Rom. Han er forældreløs og har ingen venner eller midlerne til at finde kærlighed og kammeratskab. 

Alexander Karim
(© Alexander Karim i 'Gladiator 2' / UIP)

- Lucius er omringet af så meget blod og kaos, og det jeg elsker ved karakteren Ravi er, at han giver Lucius muligheden for bare at være til stede og have en samtale med en anden. Hvordan opstår venskab? Det er bare to fyre, der snakker og lærer hinanden at kende og ultimativt bliver venner.

- Ravi giver ham en form for klarhed midt i alt kaosset.

Alexander Karim har medvirket i en lang række film og serier i hjemlandet, mens skuespilleren har internationale roller i store film som Zero Dark Thirty, 'Young Woman and the Sea' og serien 'The Wheel of Time'.

'Gladiator 2' betyder dog noget helt specielt for Karim, da hele hans familie længe har været fans af filmskaberen Ridley Scott. I den sammenhæng fortæller skuespilleren om det mest overraskende ved sit samarbejde med Scott, der var insisterende i sine idéer.

- Han havde denne her idé om, at Ravi gik med en masse tunge lag, og han ville gerne have mig i en stor kåbe med masser af lommer til forskellige eliksirer og flasker. 

- Så de designede denne her store frakke, hvor han havde fortalt dem, at han ville have Ravi til at være inspireret af Charles Dickens' karakterer. Da han så viste mig frakken, fortalte han mig, at den var præcis, som han havde forestillet sig. 

- Men da han forklarede sin vision til kostumeafdelingen, havde de sagt, at der på det her tidspunkt ikke var opfundet lommer endnu.

Hertil havde Ridley Scott et kækt svar, fortæller Karim.

- Så lommer i tøj var ikke opfundet på det her tidspunkt. Men hans svar til dem var: "Hvordan ved du det? Var du der? Giv mig mine lommer." Så han fik selvfølgelig sine lommer.

- Det er ikke en historietime. Det er en film. Og frakken blev til karakterens bedste.

I anledning af premieren på 'Gladiator 2' fik vi også muligheden for at snakke med Ridley Scott selv, hvor han bl.a. fortalte, at han er stoppet med at være beskeden, fordi han ved, hvad han laver. 

Se vores store interview med Ridley Scott og hovedrolleindehaver Paul Mescal her.

Paul Mescal overtager hovedrollen fra Russell Crowe, der vandt en Oscar for sin præstation som Maximus' i 'Gladiator'. Mescal bliver hyldet som en af de mest lovende unge skuespillere lige nu med sine roller i bl.a. tv-serien 'Normal People' samt film som All of Us Strangers og Aftersun. Sidstnævnte indbragte skuespilleren sin første Oscar-nominering.

'Gladiator 2' kan ses i biografen nu. Find dine billetter her på kino.dk.

Køb billetter