Robert De Niro støtter sin datter: "Jeg ved ikke helt, hvad problemet er"

Den Oscar-vindende skuespiller Robert De Niro har udtalt sig om sin datters transition fra mand til kvinde, og der er ingen tvivl om, at han støtter sine mange børn i alle deres valg og bedrifter. Også 29-årige Aaron De Niro, som nu har fået navnet Airyn.
I et interview med Them fortæller hun om sin opvækst som barn af en af verdens største skuespillere. Airyn er, sammen med sin tvillingebror Julian, barn af Toukie Smith og den femte ud af De Niros syv børn, som han har med to andre skuespillerinder. I 2023 fik den dengang 79-årige skuespiller sit seneste barn med kæresten Tiffany Chen.
Airyn er, ligesom sine søskende, vokset op skærmet fra mediernes søgelys og er én af de børn, som ikke har valgt at gå skuespillervejen ligesom de kendte forældre.
- Ingen forældre er perfekte, men jeg er taknemmelig for, at begge mine forældre holdt mig ude af rampelyset. De har fortalt mig, at de ønskede, at jeg fik så normal en barndom som muligt, fortæller Airyn.
Nu har Robert De Niro svaret på, hvad han tænker om sin datters nye liv.
- Jeg elskede og støttede Aaron som min søn, og nu elsker og støtter jeg Airyn som min datter. Jeg ved ikke helt, hvad problemet er... Jeg elsker alle mine børne, fortæller Robert De Niro til Deadline.
Det er ikke nemt at være sit ”ægte jeg”, når hele verden har øjnene mod de kendte forældre. Derfor blev Airyn inspireret af andre kendte kvinder såsom skuespilleren Laverne Cox, der har været åben om livet som transkønnet.
- Transkønnede kvinder, der er ærlige og åbne - især i offentligheden som på sociale medier - og at se dem i deres succes, der tænkte jeg: "Ved du hvad? Måske er det ikke for sent for mig".

Robert De Niro er anerkendt som en af Hollywoods mest prestigefyldte skuespillere med film som Taxi Driver, Once Upon a Time in America og Raging Bull under bæltet siden hans start i 1960’erne.
Senest har han spillet en dobbeltrolle i Barry Levinsons 'The Alto Knights', der ikke får dansk biografpremiere, men som kino.dk har oplevet i London tidligere i år.
Allerede i næste uge er det muligt at se Robert De Niro i de danske biografer, men ikke med en ny film. I stedet kan man opleve Martin Scorseses legendariske gangsterfilm Goodfellas, hvor De Niro spiller sammen med Joe Pesci og Ray Liotta i en ny restaureret 4k-udgave!
Han kommer også med filmen ‘Tin Soldier’ i 2025 og har flere film under udvikling, hvoraf én af dem er det fjerde kapitel i fortællingen om familien Focker, hvor De Niro spiller Ben Stillers hårdføre svigerfar.