Se den stærke takketale: Efter 45 år vinder Demi Moore sin første Golden Globe

Rørende øjeblik ved årets uddeling
Demi Moore Golden Globes 2025
(© Golden Globes telecast (framegrab))

"Jeg har lavet det her i lang tid nu - over 45 år - og det her er første gang, jeg har vundet noget som skuespiller."

Sådan lød det bl.a. i Demi Moores stærke og rørende takketale ved årets udgave af Golden Globes, hvor hun tog prisen hjem i kategorien Bedste kvindelige skuespiller i en musical eller komedie for sin rolle i den kritikeroste, blodige og satiriske The Substance.

Se video med takketalen nederst i artiklen.

Demi Moore slog således disse skuespillere i kategorien: Cynthia Erivo ('Wicked'), Mikey Madison ('Anora') og Zendaya ('Challengers'), Karla Sofia Gascón ('Emilia Pérez') og Amy Adams ('Nightbitch').

LÆS OGSÅ: Her er alle vinderne af årets Golden Globes

I 'The Substance' spiller Demi Moore en ældre stjerne, der grundet sin alder smides på porten i Hollywood. Det bliver starten på en både kropssjasket, blodig og grotesk satirisk fortælling om alderdom, grådighed og jagten på evig ungdom. 

Den nyslåede prisvinder fortsatte med en barsk historie, der ramte hende hårdt på selvtilliden for årtier siden:

- For 30 år siden fortalte en producer mig, at jeg var en popcorn-skuespiller, og på det tidspunkt tolkede jeg det som, at det her var noget, jeg ikke måtte få.

Men netop det at vinde en prestigefuld pris som en Golden Globe er nu sikret skuespilleren, der videre fortalte, at hun bestemt kunne lave film, der var succesfulde og kunne tjene mange penge, men at hun derimod ikke kunne blive anerkendt.

Det troede hun dengang på: "Det tærede på mig over tid til det punkt, hvor jeg for nogle år siden troede, at jeg måske havde gjort, hvad jeg skulle."

The Substance
(© Working Title Films)

Heldigvis blev det ikke til et karriestop for Demi Moore, der fortæller, hvordan hun en dag modtog det både "magiske, dristige, modige, originale og helt vilde manuskript" til netop 'The Substance', hvilket var universets måde at fortælle hende, at hun endnu ikke var færdig.

Demi Moore takkede også filmens instruktør Coralie Fargeat og medskuespiller Margaret Qualley og alle dem, der har været der for hende i over 30 år. Ikke mindst dem, der troede på hende, når hun ikke troede på sig selv.

Stort tillykke til Demi Moore, selvom det nu ikke er helt rigtigt, at det er hendes første pris som skuespiller. Hun vandt bl.a. i 1991 en Saturn Award for bedste skuespiller i Ghost ved prisfesten Academy of Science Fiction, Fantasy & Horror Films.

Se takketalen herunder:

Mindre eftertragtede priser på Demi Moores CV tæller også en håndfuld Razzier, herunder for værste skuespiller i bl.a. 'Striptease' i 1997, 'G.I. Jane' i 1998 og for værste birolle i 'Charlie's Angels: Full Throttle' i 2004.

Nå ja, hun tog i 1994 også en MTV Movie Award hjem for bedste kys i 'Et frækt tilbud' sammen med Woody Harrelson.

Nyeste film i biografen