Se traileren: Ny sci-fi-serie er opkaldt efter København

Marvel-stjerne har hovedrollen
The Copenhagen Test
(© Peacock)

Vi har set utallige thrillers og spionfilm, hvor en muldvarp infiltrerer og truer både den nationale og internationale sikkerhed. Det ser vi igen i en ny thrillerserie - denne gang er det dog ikke med muldvarpens gode vilje.

I The Copenhagen Test er analytikeren Alexander Hale muldvarpen, der truer USA's nationale sikkerhed, hvilket han dog er uvidende om. En ukendt fjende har nemlig hacket sig ind i hans hjerne og hermed fået adgang til alt, han ser og hører.

Alexander Hales arbejdsgivere løser dog ikke problemet ved at forsøge at fjerne hackingen. I stedet bevarer de hans hjerne, som den er og fabrikerer nu et liv, hvor han konstant spiller skuespil.

Efterretningstjenesten ser således konstant med, så de forhåbentlig dermed kan snuse sig frem til, hvem fjenden er.

Se traileren for 'The Copenhagen Test' nederst i artiklen.

Simu Liu har hovedrollen som Alexander Hale, der hurtigt bliver i tvivl om hvem han egentlig skal stole på, mens spindet af løgne bliver større og større. Man har bl.a. også kunnet opleve ham i front for Marvels Shang-Chi and The Legend of the Ten Rings

Melissa Barrera portrætterer Alexander Hales nye kæreste, der måske/måske ikke har rent mel i posen. Skuespilleren fortsætter således sin karriere i kølvandet på sin medvirken i Scream-franchisen og gyset Abigail

Ligesom traileren lover en intens serie fyldt med mysterier, så står titlen også som lidt af et mysterie. Særligt set med danske øjne. 

Der er nemlig endnu ikke meldt noget officielt ud om, hvorfor serien netop hedder 'The Copenhagen Test'. Den ser heller ikke ud til at foregå i København, så vi må altså fortsat gruble over, hvad forklaringen kan være på titlen.

Serien er skabt af Thomas Brandon, som tidligere har stået bag vampyrserien 'Legacies', der er en spinoff til 'The Vampire Diaries'. James Wan er executive producer på serien. Han er nok bedst kendt for sine mange indspark i gysergenren med titler i franchises som Saw, Insidious og The Conjuring.

'The Copenhagen Test' har premiere i USA på streamingtjenesten Peacock den 27. december. Vi kan formentlig forvente at se serien på SkyShowtime i Danmark i løbet af 2026.

Se traileren for 'The Copenhagen Test' herunder:

Nyeste film i biografen