Sidste film i populær gyser-serie får premieredato

Slutningen på en æra
Billede
(© Warner Bros.)

The Conjuring fra 2013 blev startskuddet på et stort gyser-univers, der ikke kun blev udvidet med fortsættelser til hovedfilmen, men også i diverse spin-off-fortællinger bl.a. om dukken Annabelle og den dæmoniske nonne fra The Nun.

Efter 11 år er slutningen nær. Warner Bros. har netop annonceret, at den sidste film, 'The Conjuring 4', vil få premiere næste år. Nærmere bestemt den 5. september 2025 i USA.

'The Conjuring 4' afventer pt en officiel titel. Den har tidligere været rygtet til at skulle hedde "The Conjuring: Last Rites", men det er ikke bekræftet.

Den 4. film vil igen følge de paranormale efterforskere Ed og Lorraine Warren på deres (formentlig) sidste opgave. Men det vides endnu ikke, hvilken konkret sag, som filmen vil tage udgangspunkt i.

Michael Chaves, der tidligere har stået bag The Curse of La Llorona, The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It og senest The Nun 2, er udset til at være instruktøren på finalefilmen.

Den originale skaber, James Wan, vil igen været involveret både som producer. Mens det er David Leslie Johnson-McGoldrick, som har skrevet de foregående to The Conjuring-film, der forfatter manuskriptet.

The Conjuring-franchisen har omsat for over 2 milliarder dollars på verdensplan, og selvom 'The Conjuring 4' er afslutningen for Ed og Lorraine Warren, så er det næppe et punktum for selve franchisen.

En serie, som laves til streamingtjenesten Max, er tidligere blevet annonceret, mens der også har floreret rygtet om 'The Nun 3'.

'The Conjuring 4' får biografpremiere den 5. september 2025 i USA, og vi forventer, at den får på omkring samme dato i Danmark.