Slut med Aquaman: Jason Momoa får ny rolle i DC’s superheltefilm

Skuespilleren får gammelt ønske opfyldt
Aquaman
(© Warner Bros. / Aquaman)

Den 45-årige skuespiller Jason Momoa er måske allerbedst kendt for sin rolle som superhelten Aquaman i DC’s filmunivers. Og mens skuespilleren forbliver hos DC, skifter han rolle i en ny film.

Ifølge The Hollywood Reporter har Jason Momoa scoret rollen som dusørjægeren fra rummet, Lobo, der kommer til at medvirke i den kommende Supergirl: Woman of Tomorrow.

Jason Momoa har spillet Aquaman i flere DC-film, først gang kortvarigt i Batman v Superman: Dawn of Justice og sidenhen i Justice League, Aquaman og Aquaman and the Lost Kingdom. Momoa har dog tidligere udtrykt et ønske om at spille Lobo, hvis muligheden skulle byde sig, og det går nu i opfyldelse.

Ifølge et opslag på Instagram er det også en tydeligt begejstret Momoa, der kommenterer på sit eget opslag, der skriver, at han ikke ville tøve med at takke ja til rollen som Lobo, hvis DC ringer til ham – efterfulgt af en kommentar om, at "de ringede". 

DC Films nye direktør, James Gunn, besvarer opslaget med "Velkommen, min ven". Se opslaget her.

Netop Gunn har en signifikant rolle i det nye superhelteunivers baseret på DC’s univers, der skal genstarte, hvad Zack Snyder tidligere havde opbygget. Første film bliver Gunns egen Superman, der får premiere i år, og skal man tro tallene fra den første trailer, der blev set over 250 mio. gange det første døgn, er interessen for filmen enorm. Se traileren til 'Superman' her.

Der har tidligere været forsøg på at lave en film om Lobo, bl.a. af Michael Bay med Dwayne Johnson i titelrollen. Men indtil videre har det altså ikke været muligt. Karakterens vej til berømmelse i tegneserieforlægget har heller ikke været uden bump på vejen, og hvor han startede som skurk i 1980erne, blev han brutal biker-antihelt i 1990erne og opnåede popularitet.

'Supergirl: Woman of Tomorrow' bliver et nyt og meget anderledes take på historien om Supergirl, der er baseret på Tom Kings nyere miniserie om karakteren.

Hvor Superman sendes til Jorden af omsorgsfulde forældre, er Supergirl blevet opfostret med død og ødelæggelse omkring sig på hjemplaneten Krypton – inden hun ender på vores klode. 

Netop den mørkere tilgang passer godt til Lobo, der tilhører den mere brutale del af DC’s univers med blod og vold i spandevis. Om han får lov til at gå helt så grassat Deadpool-style, må tiden vise, men vi forventer, at der godt kan komme mere blod, end vi har været vant til fra Zack Snyders DC-film.

'Supergirl: Woman of Tomorrow' får premiere den 25. juni 2026.

Lobo

Lobo / Copyright: DC Comics

Flere DC-film