Sophie Turner bliver den næste Lara Croft

Ny Tomb Raider-serie på Prime Video
Lara Croft: Tomb Raider / Tomb Raider
(© Lara Croft: Tomb Raider / Tomb Raider / Paramount Pictures)

Den 28-årige britiske skuespiller Sophie Turner har scoret rollen som Lara Croft i en kommende tv-serie om Tomb Raider. Det skriver The Hollywood Reporter.

For nyligt kom det ellers frem, at både Turner og Lucy Boynton var til audition på rollen, der nu altså er gået til førstnævnte.

Amazon MGM Studios og Crystal Dynamics står bag den nye filmatisering af computerspillene, hvor vi møder arkæologen og eventyreren Lara Croft, der i bedste Indiana Jones-stil drager ud i verden for at finde skjulte skatte og bekæmpe farlige kriminelle.

Sophie Turner er bedst kendt for sin rolle som Sansa Stark i fantasy-serien 'Game of Thrones', mens hun også spillede superhelten Jean Grey i X-Men: Apocalypse og X-Men: Dark Phoenix.

Karakteren Lara Croft har tidligere været spillet af Angelina Jolie i to film, mens Alicia Vikander portrætterede hende i en enkelt.

Prime Videos nye version bliver en tv-serie med Phoebe Waller-Bridge (Fleabag) som manuskriptforfatter og medproducent. 

Udover serien vil Amazon også producere en film og et videospil, efter de har erhvervet sig rettighederne til Tomb Raider-franchisen.

Vi ved endnu ikke, hvornår Tomb Raider-serien får premiere.

Tomb Raider-film