Stort amerikansk medie skamroser danske film

Vores lille land hyldes
Billede

The Act of Killing, The Look of Silence, De sidste mænd i Aleppo, The Cave, Flugt og Et hus af splinter. Seks danske dokumentarfilm, der de sidste 10 år er blevet nomineret til mindst én Oscar.

Den høje internationale kvalitet i dansk dokumentarfilm er ikke gået ubemærket hen. I sidste uge publicerede det store amerikanske filmmedie, Deadline, en stor artikel, hvor det blev udlagt, hvordan vores lille land yder voldsomt over evne og er blevet en "verdensmagt" indenfor dokumentarfilm.

Artiklen inkluderer udtalelser fra en række store spillere i den danske filmbranche, heriblandt lysdesigner, Peter Albrechtsen, producer, Sigrid Dyekær og instruktør, Lea Glob samt afdelingschef for dokumentarer hos Det Danske Filminstitut, Ane Mandrup m.fl.

Sammen danner de et billede af alle de forudsætninger, som gør Danmark til et stærkt dokumentarland. Et nøgleaspekt er naturligvis den store talentpulje af dygtige kreative kræfter, som giver deres personlige touch til filmene. Dyekær peger samtidig på et indgroet historiefortællergen hos mange danske filmskabere med en kulturtradition for historiefortælling, der tæller bl.a. H.C. Andersen og Karen Blixen.

Et andet aspekt er de danske filmskoler, som har uddannet mange store navne indenfor branchen både på fiktion- og faktafronten. Både Albrectsen og Glob nævner Arne Bro, der var grundlægger og leder af dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole, som en stor indflydelse og inspirationskilde for skolens elever.

Samtidig nævnes det danske SU-system også som en styrke ved de danske filmuddannelser, da det giver flere mennesker mulighed for at gå efter deres filmdrømme.

Ligeledes roses Det Danske Filminstitut for at støtte projekter med stor dansk kunstnerisk originalitet og vision. Det står i kontrast til fx det amerikanske filmklima, hvor der lægges mere vægt på bundlinjen, når der skal gives grønt lys til nye projekter.

Danmark kan også prale af at være vært for en af de vigtigste dokumentarfilmfestivaler i verden, nemlig CPH:DOX, der blev grundlagt i 2003 og afholdes hvert år i København men også nu rundt omkring i landet.