Stort Connie Nielsen-interview om 'Gladiator 2': "Det var en enorm risiko"
Det er nu 24 år siden, at Ridley Scotts romerske drama, Gladiator, havde premiere. Og efter mere end to-årtiers spekulationer og drømme er ventetiden ovre: Gladiator 2 kan nu ses i biografen.
'Gladiator' vandt i sin tid adskillige Oscars, blandt andet for Bedste Mandlige Hovedrolle til Russell Crowe, og naturligvis også prisen som Bedste Film. Den blev en instant-klassiker og regnes i dag af mange som en af de bedste film, der nogensinde er lavet.
At skulle lave en efterfølger til en så bredt elsket og vigtig film er absolut ikke en nem opgave. Og netop dette kommer Connie Nielsen ind på i et interview, som vi hos kino.dk lavede med den danske skuespillerinde i forbindelse med premieren.
Vi mødte Connie Nielsen og hendes team på et hotel i København, og her faldt snakken ikke blot på det pres, der hang over alle involverede, men også på hendes historie med den første 'Gladiator', hendes skuespillerhemmeligheder, og hvordan det er at arbejde sammen med Ridley Scott og de mange nye skuespillere - som blandt andre tæller Denzel Washington, Paul Mescal og Pedro Pascal.
Se hele interviewet med Connie Nielsen nederst i artiklen.
15 år efter Maximus' død i Colosseum følger 'Gladiator 2' Lucius (Paul Mescal), søn af gladiatoren og prinsesse Lucilla (Connie Nielsen). Som barn overværede han sin fars død i arenaen og er nu selv blevet slave, trænet til at kæmpe som gladiator i et tyrannisk Rom. Med imperiets fremtid på spil må Lucius konfrontere sin fortid og sit forhold til sin mor, finde sin styrke og kæmpe for at genoprette Roms storhed.
Connie Nielsen fortæller kino.dk, at hun først var nervøs ved tanken om at lave en toer, men efter en samtale med Ridley Scott blev hun meget fortrøstningsfuld:
- Så fik jeg pludselig en telefonopringning og fik at vide: "Vi er go." Så var jeg selvfølgelig lidt skeptisk [...] Men så sagde de: "Du skal ikke være bange. Du kommer til at blive meget glad." Og det var jeg. Jeg var virkelig glad.
- Jeg mødtes med Ridley [Scott, red.], vi gik igennem historien, og han viste mig som sædvanlig de fantastiske visuals, som han allerede havde sat op, og det var bare vanvittigt inspirerende [...] Det var så godt lavet og godt skrevet, at det var spændende at starte.
Selvom Connie Nielsen var spændt på at komme i gang, var det ikke uden nervøsitet.
- For os var det en enorm risiko. Hvad nu hvis det er noget lort? Rent ud sagt. Folk elsker 1'eren så meget, at jeg vidste, der ville være en enorm modvilje mod at give en efterfølger en chance [...] Men når man så arbejder med en som Ridley Scott, begynder man at forstå, at han har den.
Den første 'Gladiator' sluttede som bekendt med både Maximus og Commodus' død i arenaen, hvilket betyder, at hverken Russell Crowe eller Joaquin Phoenix genoptager deres roller.
Connie Nielsen vender derfor tilbage som en af de få fra originalen, og når hun taler om sit forhold til de nye skuespillere i universet, bemærker hun, at selv Denzel Washington var benovet over størrelsen på en produktion som 'Gladiator 2':
- Jeg tror, de alle sammen var lidt benovede, fordi det nok var den største [film, de har medvirket i, red.]. Selv for Denzel Washington var det den største film, han nogensinde havde lavet.
Heldigvis kunne Connie Nielsen dele ud af sin erfaring og give sine kollegaer, Fred Hechinger, Joseph Quinn og Pedro Pascal, nogle tips til, hvordan man arbejder sammen med en mand som Ridley Scott:
- Jeg sagde: "Prøv lige at høre her: Han [Ridley Scott, red.] elsker idéer. Men I skal være forberedte. Når I ankommer om morgenen, så er det ikke som om, at I begynder at improvisere. Nej, det skal være forberedt [...] Giv ham 10 forslag, så han kan vælge, for noget af det vil han sige, er noget 'lort', og det har han sikkert ret i."
Under interviewet med Connie Nielsen måtte vi naturligvis også spørge ind til Denzel Washington, og hvordan det var at arbejde sammen med den to gange Oscar-vindende stjerne, der af mange regnes for at være blandt de bedste skuespillere nogensinde:
- Det var selvfølgelig vildt [...] Jeg kan huske den anden scene den dag, på den første optagedag, hvor Denzel Washington kommer gående ind. Han har så meget energi med sig, at det er som om, at gardinerne stadig bevæger sig tre minutter efter, han er gået forbi. Sådan er det, når han kommer ind.
Connie Nielsen fortæller også, med et glimt i øjet og et muntert grin, at hun lige måtte minde sig selv om: "Du har den her":
- Det var så også interessant, at den scene, vi lavede den dag - den første dag på settet - er lige præcis sådan en politisk scene, hvor to politiske dyr kigger hinanden an og spiller katten og musen [...] Og jeg var bare meget opsat på at sige til mig selv... Du har den her.
Se interviewet med Connie Nielsen i sin helhed nedenfor, hvor hun bl.a. fortæller om forskellen mellem Ridley Scott for 24 år siden og manden i dag, idet hun bemærker, at det føles som om, han er på "steroider." Og så afsløres en stor skuespilshemmelighed, Nielsen har holdt skjult lige siden den første 'Gladiator'.
'Gladiator 2' har biografpremiere den 14. november. Køb dine billetter her på Kino.dk.