Trine Dyrholm spiller overfor Hollywood-stjerne i nyt intenst drama

Danskerens humor hjalp kollegaen i en svær tid
'Poison'
(© Foto: Markus Jans)

En ny udenlandsk film med danske Trine Dyrholm har fået sin verdenspremiere.

Det skete til Munich International Film Festival, hvor filmen 'Poison' for første gang blev vist for et publikum.

I filmen spiller den danske stjerne ikke over for hvem som helst, det er nemlig den Oscar-nominerede skuespiller Tim Roth, som spiller hendes eksmand. De to mødes på en kirkegård mange år efter, at de mistede deres søn. 

Filmen er instrueret Désirée Nosbusch, der kommer fra Luxembourg, hvor filmen også er indspillet.

Tim Roth er kendt for film som bl.a. Reservoir Dogs, Pulp Fiction, Rob Roy (som han blev Oscar-nomineret for) og  The Hateful Eight samt serier som 'Lie to Me' og Marvels 'She-Hulk'.

I et interview med Deadline afslører skuespilleren, at 'Posion' endte med at blive et meget personligt projekt for ham, da hans egen søn, Cormac Roth, fik konstateret kræft kort tid før optagelserne gik bort i oktober 2022, kun 25 år gammel.

Han fremhæver Trine Dyrholm som en stærk støtte i den svære tid:

- Hun er meget sjov. Ærligt, det var nogen gange virkelig svært, men jeg tror, at hendes humor hjalp mig gennem nogle meget hårde dage.

Danskeren fortæller ligeledes om sin kollega:

- Vi var meget tætte under optagelserne. Jeg fortalte ham, at jeg var klar, hvis han ville dele noget med mig, og hvis han ikke ville, var det fint, men for os alle var det nogle meget specielle optagelser, fordi vi arbejdede med noget meget følelsesladet materiale.

'Poison' er baseret på et hollandsk teaterstykke, og filmen er derfor en form for kammerspil og et meget intenst drama mellem de to karakterer. Da Trine Dyrholm besøgte vores podcast tidligere på året, fortalte hun ligeledes kort om projektet og samarbejdet med Hollywood-stjernen:

- Fantastisk skuespiller. Vidunderligt menneske. Det var en meget stor oplevelse... Det var et smukt projekt. Og virkelig en kæmpe udfordring for mig på engelsk, jeg måtte gerne have min accent, det var ikke det, men stadigvæk. 

Filmen kræver således, at Trine Dyrholm skulle have flere lange og tunge dialoger:

- Vi havde to uger inden vi filmede, men hvor vi simpelthen bare sad og lærte teksten. Så vi kunne nærmest hele teksten udenad. Og han hjalp mig også med noget udtale. 

'Poison' har endnu ikke en dansk premieredato.

Det første klip fra filmen kan ses hos Deadline ved at klikke på linket her.