The White Lotus-skuespiller bliver offer for morderiske hadbeskeder i ny thriller

Selvom Meghann Fahy måske ikke er så kendt på filmscenen endnu, har hendes meritter på tv været ganske flotte. Således spillede hun en større rolle i anden sæson af 'The White Lotus' og var med i Susanne Biers stjernespækkede serie 'The Perfect Couple'.
Snart indtager Meghann Fahy hovedrollen i en stor biograffilm, nemlig thrilleren Drop. Filmen har netop fået en ny trailer, som du kan se nederst i artiklen.
'Drop' handler om Violet, der er en enlig mor, som skal på sin første date i lang tid med en fyr, der er både charmerende og sød.
Men et par beskeder på mobiltelefonen får Violets aften til at tage en uventet og skræmmende drejning. Snart er både gæsterne og hendes børn, der bliver passet i hendes hjem, nemlig i fare.
Hvem står bag? Er det en fremmed stalker? Er det hendes ellers tiltalende date? Eller en helt tredje?
Overfor Meghann Fahy ses Brandon Sklenar, der havde rollen som barndomskæresten i It Ends With Us med Blake Lively. I 'Drop' spiller han Violets date Henry, som man ikke rigtig ved, hvor man har henne.
Filmen instrueres af Christopher Landon, der også stod bag de veloplagte gysere Happy Death Day, Happy Death Day 2U og Freaky.
'Drop' har biografpremiere den 16. april.