Woody Allens store jubilæums-film kommer til Danmark

'Lykketræf' er biografaktuel til november
Lykketræf
(© Filmbazar)

Tilbage i juli 2022 kunne vi rapportere, at den skandaleramte instruktør og skuespiller Woody Allen ville flytte til Paris for at indspille sin kommende film.

Og nu er filmen, som Allen selv beskriver som en "slags giftig romantisk thriller", færdig, og den kommer til Danmark. Det kan samtidig vise sig at blive sidste gang, en Woody Allen-film nogensinde får premiere.

Filmen, som har fået titlen Lykketræf er nemlig Allens halvtredsindstyvende film, hvilket han før har insinueret, overfor Air Mail, bliver hans sidste. 

Lykketræf
Niels Schneider og Lou de Laâge i 'Lykketræf' (© Filmbazar)

'Lykketræf' er optaget i Frankrig på fransk med franske skuespillere og undersøger den vigtige rolle, som tilfældigheder og held spiller i vores liv.

Fanny (Lou de Laâge) og Jean (Melvil Poupaud) fremstår som det perfekte ægtepar. De bor i en smuk lejlighed i et eksklusivt kvarter i Paris, og ser ud til at være lige så forelskede, som de var, da de mødtes første gang – indtil Fanny møder sin tidligere klassekammerat, Alain (Niels Schneider), og bliver betaget af ham.

Filmen er naturligvis, i bedste Woody Allen-stil, en romantisk komedie, hvor hans særprægede stil gennemsyrer hvert eneste billede

Siden Dylan Farrows anklager om seksuelt misbrug mod Woody Allen blev genoplivet af MeToo-bevægelsen, har hans karriere lidt. 

Hans film har mistet popularitet, og skuespillere som Rebecca Hall og Timothée Chalamet, som spillede med i Allens film A Rainy Day in New York donerede deres løn til bevægelser imod seksuel vold.

I et interview med Journal du Dimanche fra 2022 udtalte Allen dog, at han ingen planer havde om, at stoppe produktionen på sin næste film.

- Jeg er forfatter, og ingen kan forhindre mig i at skrive og dermed arbejde. Det garanterer min frihed og uafhængighed.

'Lykketræf' har dansk biografpremiere den 21. november 2024.