3 film du kan se i biografen i uge 19

Selvom der "kun" kommer tre nye film i biografen i denne uge, så kan vi forsikre, at det ikke er nogle, man vil misse!
Du kan se en fantasyfilm, der minder om udødelige værker som 'E.T.', en restaureret udgave af en gangster-klassiker og en dokumentar om én af det 20. århundredes mest kontroversielle kvinder.
Vi har lavet en liste, som gennemgår de trenye film, der har premiere i uge 19 2025. Du kan se trailers, læse mere eller stemme på, hvor meget du glæder dig, på filmenes sider.
3 nye film du kan se i biografen i uge 19 2025:
The Legend of Ochi
Mangler du lidt magi i hverdagen? Så skal du se 'The Legend of Ochi', der et gensyn med 80’erne og 90’ernes familie-fantasyfilm som E.T., The Neverending Story og The Goonies, der med et fantastisk eventyr og varme karakterer sikrer en skøn oplevelse for hele familien.
I 'The Legend of Ochi' møder man den unge pige Yuri, der bor i en afsidesliggende, nordlig landsby. Her får hun fortalt, at man aldrig skal gå udenfor om natten, da de tilbagetrukne skovvæsener, bedre kendt som ochis, lever i skovens mørke.
Men da hun pludselig finder en baby-ochi, der er blevet efterladt af sin flok, begiver hun sig ud på et spændende eventyr for at genforene det lille væsen med sin familie.
Den debuterende instruktør Isaiah Saxon tager publikum på en fortryllende rejse sammen med en række velkendte ansigter som Finn Wolfhard (Stranger Things), Willem Dafoe (The Lighthouse) og Helena Zengel (News of the World).
Goodfellas (1990)
Martin Scorseses ikoniske gangsterdrama ‘Goodfellas’ fra 1990 har fået en makeover og er klar til endnu engang at blive vist i de danske biografer – nu i en restaureret 4K-udgave!
I filmen møder man Henry Hill, der bliver spillet Ray Liotta - en ung fyr på den forkerte side af loven. Han bliver venner med gangsterne Tommy DeVito (Joe Pesci) og Jimmy Conway (Robert De Niro), og da deres anliggender eskaleres ender de tre venner med at begå vilde forbrydelser.
Den ikoniske trio, der kalder sig ”goodfellas” i stedet for betegnelsen gangsters, har givet os nogle af filmhistoriens bedste filmscener, og resulterede i en Oscar til Joe Pesci for Bedste mandlige birolle.
Scorsese har selv været med til scanningen og remasteringen af ‘Goodfellas’ på Dolby Laboratories i Burbank.
Riefenstahl
Leni Riefenstahl kan betragtes som en af det 20. århundredes mest kontroversielle kvinder, da hun under 2. verdenskrig instruerede propagandafilmene ’Viljens triumf’ og ’Olympia’. Under befaling fra Hitler og Goebbels blev hendes film nogle af det tyske regimes vigtigste kilder til at sprede deres iscenesættelse af nazisme via sublim æstetik.
Instruktør Andres Veiel har besøgt Riefenstahls dødsbo, der rummede breve, arkiverede telefonopkald, private film og fotos, der dokumenterer nazisternes magt over den menige tysker. Her giver han et portræt af en kunstner, der kæmpede med sit image og sin fortid gennem hele sit lange liv - uden nogensinde at angre hendes handlinger.
’Riefenstahl’ havde verdenspremiere i Venedig – samme festival, hvor Riefenstahl blev fejret for ’Olympia’ i 1938.