4 nye film du kan se i biografen i denne uge uge 24 2025

Vidt forskellige tilbud til publikum
Sådan træner du din drage
(© UIP)

Pinseferien er forbi, men det betyder ikke, at det står stille i biograferne. Således er der fire nye film på programmet i denne uge.

Titlerne er vidt forskellige, men har dog et - lidt søgt - fælles tema. Der er nemlig dyr i centrale dele af plottet i alle fire film.

En pingvin og en lærer indgår i et særligt venskab i en britisk feelgood-film, en haj bliver brugt til aflivning af mennesker i ny gyser, en fugl spiller en metaforisk rolle i et socialrealistisk drama, og endelig er der flyvende fabeldyr i genindspilning af populær animationsfilm.

 

4 film du kan se i biografen i uge 24 2025:

Mig og pingvinen

Det britiske feelgood-drama er inspireret af en sand historie om en livstræt engelskprofessor, Tom (Steve Coogan), der i 1971 rejser til Argentina for at undervise. 

Her møder han et splittet land, en streng rektor og en gruppe uregerlige elever. Men alting ændrer sig, da han en dag redder en pingvin fra et olieudslip på stranden. Det bliver starten på et uventet venskab, der kan lære Tom og alle omkring ham noget vigtigt om livet.  

Sådan træner du din drage

Filmselskabet DreamWorks følger i Disneys fodspor og genindspiller en af sine store succeser, den animerede 'Sådan træner du din drage' fra 2010. Denne gang med rigtige mennesker overfor de animerede drager.

Høvding Havblik den Vældiges opfindsomme men oversete søn, Hikke, trodser århundreders traditioner, da han bliver ven med en frygtet Natskygge-drage, som han giver navnet Tandløs. Deres usandsynlige venskab afslører dragernes sande natur og udfordrer vikingesamfundets grundlag.

Dangerous Animals

Den ensomme og oprørske surfer Zephyr er rejst til Australiens Gold Coast for at komme væk fra det hele. Men hendes fredelige tilværelse bliver forstyrret, da hun bliver bortført af den hajbesatte seriemorder Tucker.

Gyserfilmen er blevet sammenlignet med genreklassikerne 'Saw' og 'Jaws', mens Jai Courtney som den brutale Tucker er blevet kaldt "den bedste horror-skurk i årevis".

Bird

Andrea Arnold er kendt for sine socialrealistiske film som 'American Honey' og 'Fish Tank'. Hun følger her op på traditionen, men tilføjer et element af magisk realisme i sin nyeste film, der havde premiere på filmfestivalen i Cannes i 2024, hvor den deltog i hovedkonkurrencen.

Den 12-årige Bailey (Nykiya Adams) bor sammen med sin unge far Bug (Barry Keoghan) i en lejlighed i Kent. Da faderen forelsker sig i den enlige mor Peyton, truer den nye familiekonstellation med at destabilisere det i forvejen udfordrede far-datter forhold. 

Nyeste film i biografen