4 nye film du kan se i biografen i uge 39 2025

I uge 39 er der fuld smæk på genrerne, når 4 nye film rammer de danske biografer.
Du kan både møde Leonardo Dicaprio som eks-revolutionær, blive gode venner med det magiske animationsdyr Fnug og komme helt tæt på de store følelser om at finde sig selv og hinanden midt i livets kriser.
Herunder er et overblik over de fire film, der har premiere i uge 39:
Bob Trevino Likes It
I denne uge venter et hjertevarmt og morsomt komediedrama, når Euphoria-stjernen Barbie Ferreira i hovedrollen som Lily Trevino går et uventet og livsændrende venskab i møde.
Lily Trevino føler sig ensom og fanget i et intetsigende liv. Hun savner nærvær og ikke mindst fra sin narcissistiske far Bob Trevino, som har cuttet kontakten, da han mener, at hun ødelægger hans datingchancer.
Lily forsøger en sidste gang at række ud til ham via Facebook, men støder på en anden Bob Trevino, som selv savner trøst efter tabet af sin kone og søn. De to sjæle finder hinanden og et særligt venskab blomstrer.
'Bob Trevino Likes It' er instrueret af Tracie Laymon, og filmen har modtaget hele 31 priser rundt om i verden.
One Battle After Another
Leonardo DiCaprio er tilbage på lærredet i en film, der byder på både action, krimi, drama og thriller. Filmen er det første samarbejde mellem Hollywood-stjernen DiCaprio og mesterinstruktøren Paul Thomas Anderson – nyligst kendt for sin Oscar-nominerede film Licorice Pizza (2021).
'One Battle After Another' følger Bob Fergusson (DiCaprio) – en tidligere revolutionær, som nu er gået under jorden for at beskytte sin familie. En dag står en gammel fjende for døren, og Fergusson må gøre alt for at redde sin datters liv.
På den øvrige rolleliste finder du de Hollywood-skuespillere, herunder Sean Penn, Regina Hall, Teyana Taylor, Alana Haim og Benicio Del Toro.
Sorry, Baby
Hvordan kommer man videre, når det værst tænkelig er sket? Netop dette udforsker det følsomme komediedrama 'Sorry, Baby', når karakteren Agnes skal hele sig selv efter en traumatisk oplevelse.
En ærlig og sjov fortælling om at ramme bunden, men også om at finde sig selv og de gode stunder, mens venskab og ny kærlighed sniger sig ind i livets store kriser.
Instruktøren Eva Victor indtager selv hovedrollen som Agnes i 'Sorry, Baby', som tilmed er Victors debutspillefilm. Filmen fik flotte anmeldelser på Sundance Film Festival og er produceret af Barry Jenkins, instruktøren bag Oscar-vinderen Moonlight (2016).
Fnug
Ugens sidste premierefilm er en sød og familievenlig animationsfilm om den 12-årige Thomas, som møder det magiske eventyrvæsen Fnug.
Thomas sidder i kørestol, da begge ben er lammet. Pludselig en nat dukker et lille pjusket væsen fra en anden dimension op, og sammen tager de på et magisk eventyr i Fnugs verden - en verden hvor Thomas kan alt lige fra at svæve til at løbe og springe rundt. Da han vender tilbage til sin egen verden, er lammelsen forsvundet, men til gengæld har hans kat forvandlet sig til et Skyggemonster, så han må stå sammen med sin familie og Fnug for at redde begge verdener.
Filmen instrueret af Jens Møller og er blevet lagt stemmer til af skuespillerne Vilbert Hein Friberg, Mikkel Boe Følsgaard og Johanne Louise Schmidt.








