5 film du skal streame i maj

Gys og børnefilm
Fountain of Youth
(© Apple TV+)

Der kommer en masse spændende titler på streaming lige rundt om hjørnet, og det ser ud til at blive nogle særdeles gode aftener hjemme i sofaen med popcorn og gode film.

Vi er klar med 5 nye anbefalinger til film, du kan streame i maj, og som altid er der lidt til enhver smag.

I denne omgang kan man se to gysere, som aldrig kom i biografen herhjemme, en ventet efterfølger, en Guy Ritchie-film og et dansk familiefilms-hit.

Heart Eyes
(© Sony Pictures)

Heart Eyes

Gyserfilmen ’Heart Eyes’ nåede aldrig at få dansk biografpremiere, men nu får vi heldigvis chancen for at opleve den på streaming. 

Filmen er en klassisk slasher, der kredser om en seriemorder kendt som Heart Eyes, der efter flere blodige drab rundt omkring i USA nu har kurs mod Seattle.  

Heart Eyes er berygtet for kun at gå efter par på Valentinsdag – og han udser sig sine ofre når de forlader en restaurant. 

Men hvad Heart Eyes ikke ved, er, at de to næste ofre ikke er et par. De er blot kollegaer, der er taget ud for at spise, og tale arbejde. Efter nød og næppe at have overlevet det første angreb, bliver de kastet ud i en dødsensfarlig katten-efter-musen-leg, hvor de kæmper for at holde sig et skridt foran en morder, der ikke giver slip. 

’Heart Eyes’ kan købes på Blockbuster fra den 28. april. 

Another Simple Favor
(© Amazon Prime)

Another Simple Favor 

I 2018 lærte vi i ‘A Simple Favor’ den umage duo bestående af mommy-bloggeren Stephanie Smothers (Anna Kendrick) og den gådefulde Emily Nelson (Blake Lively) at kende. I en cocktail af sort humor og high fashion blev filmen et mindeværdigt thriller-hit. 

Spring frem til 2025, hvor ‘Another Simple Favor’ tager os med til Emilys overdådige bryllup på den billedskønne ø, Capri. Men da et mord forstyrrer festlighederne, vælter hemmeligheder frem, og fortiden banker på døren.  

Den mørke komedie-fortsættelse graver endnu dybere ned i det forvredne venskab mellem Emily og Stephanie – og blander mystik med eksklusiv mode. 

‘Another Simple Favor’ kan ses på Prime fra den 1. maj. 

Cuckoo
(© Neon)

Cuckoo  

Euphoria-stjernen Hunter Schafer har fået sin første hovedrolle på film i gyserfilmen ‘Cuckoo’, der blander klassisk gru med moderne æstetik og en både uhyggelig og gakket stemning. 

Filmen følger den unge kvinde Gretche, der flytter til en afsidesliggende by i de tyske alper med sin familie. Hun opdager dog hurtigt, at noget er helt galt på det resort, de bor på. 

Omgivet af mystiske lyde og uforklarlige hændelser, begynder Gretchen at tvivle på sin egen forstand – og paranoiaen sætter snart ind. 

‘Cuckoo’ kan ses på SkyShowtime fra den 9. maj. 

Børnene fra Sølvgade
(© Rocket Road Pictures)

Børnene fra Sølvgade 

Filmatiseringen af Reneé Toft Simonsens populære børnebog blev efterårsferiens store biografhit sidste år, hvor hele 137.898 danskere så 'Børnene fra Sølvgade' på det store lærred. 

Nu kan historien om de fire børn, der bor alene i en lejlighed på Sølvgade, snart opleves hjemme i egen stue på Prime. 

Flere danske stjerner som Jakob Faurby, Anders W. Berthelsen, Ditte Hansen, Kirsten Lehfeldt, Lars Ranthe og Katinka Lærke Petersen dukker op i filmen, og det er den prisvindende instruktør Mehdi Avaz, der står bag kameraet. 

'Børnene fra Sølvgade' kan ses på Prime fra den 10. maj. 

Fountain of Youth
(© Apple TV+)

Fountain of Youth 

“Ungdommens kilde” har i århundreder været et fascinerende og mytisk symbol på menneskets længsel efter evig ungdom og skønhed. Gennem tiden har idéen om denne magiske kilde inspireret utallige fortællinger – også på film – og forsøgt at indfange dens gådefulde kraft. 

Et aktuelt eksempel er Apple TV+'s kommende storfilm ’Fountain of Youth’, instrueret af auteuren bag film som The Gentlemen og Snatch, Guy Ritchie 

Filmen har Natalie Portman, John Krasinski og Eiza González i hovedrollerne, og præsenterer en ny fortolkning af den klassiske myte i en moderne og visuelt storslået indpakning. 

'Fountain of Youth' kan ses fra den 23. maj på Apple TV+. 

Nyeste film i biografen