7 film du skal streame i november

Månedens nye film på streaming
Deadpool & Wolverine
(© Disney)

November er her, og med mørket, der falder tidligere hver dag, bliver det oplagt at dykke ned i film, der virkelig kan matche stemningen.

Glæd dig til storladne dramaer og intense fortællinger, der holder dig fanget fra første scene. Fra episke kampe til komplekse karakterer og skæbnesvangre valg – månedens film har alt det, der kan fylde en lang, kold aften med spænding og eftertanke. 

Perfekt til at krybe sammen under tæppet og lade sig rive med.

Herunder er vores 7 filmanbefalinger for november måned:

Music by John Williams
Music by John Williams (© Disney)

Music by John Williams

Med 54 Oscar-nomineringer og fem sejre er John Williams fyrtårnet inden for filmmusik. Hans CV tæller ikoniske værker som Star Wars, Jaws, Indians Jones, E.T. og Jurassic Park, men listen er alenlang og imponerende. Så som filmnørd og musikelsker er der ingen vej udenom dokumentaren 'Music by John Williams'.

Filmen indeholder interviews med en lang række folk, som han har arbejdet sammen med, og som er blevet berørt af hans tidløse musik. Den prisvindende filmskaber og forfatter, Laurent Bouzereau, instruerer, og han har tidligere skabt dokumentarfilm om adskillige, ikoniske mesterværker af bl.a. Steven Spielberg, Alfred Hitchcock og Martin Scorsese

'Music by John Williams' har premiere den 1. november på Disney+

My Old Ass
'My Old Ass' (© Prime)

My Old Ass

Det fleste af os ville elske at kunne tale med vores fremtidige eller tidligere jeg. 

Den mulighed får 18-årige Elliot (Maisy Stella) i coming-of-age-komedien 'My Old Ass' efter at have drukket en heroisk dosis svampete. Pludselig dukker hendes 39-årige selv op i skikkelse af Aubrey Plaza

Hvis science fiction har lært os noget, så er det aldrig at interagere med vores fremtidige eller tidligere jeg af frygt for at skabe et univers-imploderende paradoks. Elliots historie ignorerer alt det og leverer i stedet en charmerende, sjov og til tider hjerteskærende fortælling om at vokse op.

'My Old Ass’ kan ses på Prime fra den 7. november.

Deadpool & Wolverine
(© Deadpool & Wolverine / Walt Disney Pictures)

Deadpool & Wolverine

Tilbage i juli udgav Marvel og Disney buddy comedy-filmen, vi alle har ventet på, da Deadpool & Wolverine overtog biograferne. 

I filmen har en uheldig Wade Wilson (Reynolds) trukket sig tilbage fra sin Deadpool-identitet og har dedikeret sit liv til at være sur på Honda Odyssey som brugtvognsforhandler. Men når Tidsvariantmyndigheden (TVA) rekrutterer ham til at holde multiverset intakt, slår han sig sammen med sin bedste ven/værste fjende/sjæleven, Wolverine (Hugh Jackman), og går i gang med det, han er bedst til: at levere tonsvis af upassende jokes, møde en masse cameo-optrædener og selvfølgelig redde verden.

Den næstbedst indtjenende film i 2024 (slået på målstregen af 'Inderst Inde 2') og den højest indtjenende film med en såkaldt ”R-Rating” nogensinde er nu klar til at fejre sin streaming-udgivelse her i november.

Ud over komikken og den pulserende action med erotiske under/overtoner, som kun kan komme fra selveste Marvel Jesus, vil der nu også være mulighed for at få al sladderen bag kameraet gennem et kommentarspor, der indeholder en masse sjove bemærkninger og insiderinformation fra ingen ringere end filmskaber, producer og forfatter Shawn Levy samt hovedrolleindehaver Ryan Reynolds.

'Deadpool & Wolverine' kan ses på Disney+ fra den 12. november.

Greven af Monte-Cristo
'Greven af Monte-Cristo' (© Nordisk Film)

Greven af Monte-Cristo 

Hvis man er til episke fortællinger og "larger than life"-karakterer, er 'Greven af Monte-Cristo' den film, man har ventet på hele året.

'Greven af Monte-Cristo' fortæller historien om den unge, godhjertede sømand Edmond Dantès, som bliver falsk anklaget og dømt for en forbrydelse. Efter mange år i fængsel fyldt med bitterhed og hævntørst skaber Dantès sig et nyt liv og en ny identitet ved hjælp af sin medfange og en skjult skat. Han genopstår som den gådefulde Greven af Monte Cristo og indleder en nøje tilrettelagt hævn mod dem, der forrådte ham.

Med sin storslåede fortælling om hævn, dybe karakterer, imponerende landskaber og medrivende musik er 'Greven af Monte-Cristo' et must-see, især for dem der har tre timer tilovers og holder af storfilm som 'Ringenes Herre' eller 'Dune' og måske som en opvarmning til Gladiator 2, der kommer i biografen 14. november.

'Greven af Monte-Cristo' kan lejes og købes  digitalt på bl.a. Blockbuster.dk fra den 18. november.

Bytte Bytte Barn
'Bytte bytte barn' (© Nikolaj Thaning Rentzmann / Netflix)

Bytte bytte barn

Da Bytte bytte baby havde premiere i biograferne i 2023, var der nok ikke mange, der forventede en efterfølger til den danske komedie. Men nu kommer den, dog direkte på streaming. 

'Bytte bytte barn' er titlen, og filmen følger igen de to par – Cecilie (Mille Dinesen) og Andreas (Lars Ranthe), der har sønnen Leo, og Liv (Katinka Lærke Petersen) og Malte (Kasper Dalsgaard), der er forældre til datteren Sille. Begge børn er nu fyldt to år, og selvom familierne stadig har forbindelse, lever de vidt forskellige liv.

Da en lægeundersøgelse afslører, at deres børn alligevel ikke blev byttet ved fødslen, beslutter Cecilie og Andreas at oprette et kollektiv. Dog opstår snart konflikter på grund af forskelle i livsstil og børneopdragelse. Cecilie søger ensidigt om forældremyndighed over sin biologiske datter, Sille, hvilket fører til kollektivets opløsning. Cecilie, efterladt alene, må nu vinde tilliden tilbage og finde en løsning, som alle kan acceptere.

'Bytte bytte barn' kan ses på Netflix fra den 21. november.

Blitz
'Blitz' (© Apple)

Blitz

Fire gange oscar-nominerede Saoirse Ronan spiller hovedrollen i den nyeste film fra Sir Steve McQueen om en gruppe londonere under Anden Verdenskrig.

Titlen stammer fra begivenheden kendt som "The Blitz”, der var et tysk bombardement, som fandt sted i 1940 og 1941. Navnet "Blitz" kommer fra det tyske ord Blitzkrieg, der kan oversættes til "lynkrig." Disse vedvarende luftangreb var målrettet industrielle centre, havne og byer for at nedbryde befolkningens moral og presse briterne til at overgive sig.

Mens udfaldet af Anden Verdenskrig er velkendt, fokuserer 'Blitz' ikke på at forudsige krigens afslutning, men på at skildre menneskehedens modstandskraft, beslutsomhed og håb i mødet med modgang.

'Blitz' kan ses på Apple TV+ fra den 22. november.

The Piano Lesson
'The Piano Lesson' (© Netflix)

The Piano Lesson

Brødreparret Malcolm og John David Washington lever op til deres fars (Denzel Washington) ikoniske efternavn og er ved at skabe deres egne, store karrierer i filmbranchen. 

Det nye Netflix-drama 'The Piano Lesson' er Malcolms spillefilmsdebut som instruktør, og hans prisvindende storebror John David Washington spiller hovedrollen.

'The Piano Lesson' følger familien Charles og deres arvestykke, et klaver med indgraverede motiver fra en forfader, der var slave. Søskendeparret Boy Willie og Berniece strides om klaverets skæbne: Boy Willie vil sælge det for at købe noget jord, hvor deres forfædre sled som slaver, mens Berniece insisterer på at beholde det som en hyldest til deres historie.

Baseret på et teaterstykke er 'The Piano Lesson' en symbolrig film, der udforsker de psykologiske traumer forbundet med USA’s slavehistorie, der stadig plager familien.

Udover John David Washington tæller rollelisten også stjerner som Samuel L. Jackson, Ray Fisher, Danielle Deadwyler, Michael Potts og Corey Hawkins.

‘The Piano Lesson’ har premiere på Netflix den 22. november.

 

Læs også: 5 serier du skal se i november.