Årets mest syrede film? Cate Blanchett og Zlatko Buric i Monty Python-agtig komedie
På filmfestivalen i Cannes er der altid film, som leverer et syretrip af de mere huskværdige. Sådan en film er Rumours, der netop har været vist på festivalen udenfor konkurrence.
Hovedrollen som en Angela Merkel-agtig tysk forbundskansler spilles af Oscar-vinderen Cate Blanchett, der samles med de øvrige G7-ledere i det forum, hvor verdens syv største, demokratiske økonomier sames og taler om fremtiden.
Filmen starter som en politisk satire, men bevæger sig længere og længere over i det absurde og syrede. Produceren Ari Aster har udtalt om filmen:
- Rumours er dum og sjov og vidunderlig, og den har det bedste cast nogensinde samlet. Buñuel og Monty Pythons ånd og overdrevne 70'er-tv er levende og mærkelig.
Danske Lars Knudsen har produceret filmen sammen med Aster, hvilket ikke er første gang, da de to også har arbejdet sammen på bl.a. Hereditary og Midsommar.
Udover Blanchett finder vi også Charles Dance fra 'Game of Thrones', Alicia Vikander fra Den danske pige og ikke mindst Pusher-stjernen Zlatko Buric i en mindre rolle.
Zlatko Buric var ikke selv til stede ved gallaen, men er ikke ny i Cannes-sammenhæng, idet han medvirkede i Guldpalme-vinderen Triangle of Sadness for to år siden.
Hvis du vil høre mere om Lars Knudsens film og samarbejde med Aster, kan du lytte til vores podcast med produceren.
Den finder du herunder - eller i din foretrukne podcast-app (søg blot på "kino.dk filmpodcast")
'Rumours' har endnu ikke nogen dansk premieredato.
LÆS OGSÅ: Følg med i vores dækning af filmfestivalen i Cannes 2024 her.