'Beetlejuice 2' afslører første plakat og (genial) officiel titel
Der må gerne snart lande en trailer til Tim Burtons kommende fortsættelse til sin egen klassiker Beetlejuice fra 1988 med Michael Keaton i den spøgende titelrolle.
Nu er ventetiden blevet forsødet med en plakat for filmen, som hermed også har fået afsløret sin officielle titel.
I stedet for at gå med 'Beetlejuice 2', så er man gået med den sjovt oplagte titel - som også må siges at være ret genial i filmuniversets egen kontekst: Beetlejuice Beetlejuice.
Vi har allerede gættet titlen på 3'eren.
Se teaser-plakaten for 'Beetlejuice Beetlejuice' nederst i artiklen.
Der er endnu ikke offentliggjort et plot for 'Beetlejuice Beetlejuice'. Vi ved dog bl.a., at fortsættelsen til den opfindsomme gyserkomedie atter byder på netop Michael Keaton som det drilske spøgelse Beetlejuice.
Winona Ryder og Catherine O'Hara er også tilbage i deres repektive roller som henholdsvis Lydia Deetz og Delia Deetz, mens Tim Burton instruerer, som han gjorde med den første film.
Nye ansigter på rollelisten tæller bl.a. Jenna Ortega som Astrid Deetz og Monica Bellucci skal spille Beetlejuices hustru, mens navne som Willem Dafoe, Burn Gorman og Justin Theroux også er med.
'Beetlejuice Beetlejuice' har biografpremiere den 5. september 2024.