Brad Pitt får hovedrollen i Tarantinos sidste film
Quentin Tarantino og Brad Pitt genforenes i instruktørens 10. og sidste film 'The Movie Critic'. Det skriver Deadline, der ligeledes mener at vide, at Hollywood-stjernen kan spille hovedrollen.
Tarantino og Pitt har tidligere samarbejdet på Inglourious Basterds og Once Upon a Time... in Hollywood. Sidstnævnte indbragte skuespilleren karrierens anden Oscar for birollen som stuntmanden Cliff Booth.
Begge film står generelt for nogle af Pitts bedste præstationer, så vi kan ikke andet end at glæde os over, at Tarantino ser ud til at vælge at afslutte filmkarrieren med stjernen i en afgørende rolle.
'The Movie Critic' er nemlig - ifølge Tarantino selv - instruktørens sidste film. Den vil udspille sig i 70'erne og følge en filmanmelder, der skriver for et kulørt magasin.
Senest er det kommet frem, at Tarantino påtænker at genskabe scener fra flere ikoniske 70'er-film. Læs mere om det her.
Tarantino-fans vil måske vide, at Cliff Booth i romanudgaven af 'Once Upon a Time... in Hollywood' viser sig at være lidt af en filmelsker. Mon det kan være Booth, der ender som filmkritikeren i den nye film? Lad spekulationerne begynde.
Alle detaljer omkring produktionen er stadig ikke på plads. Men ifølge Deadlines oplysninger ser det ud til, at Sony Pictures skal distribuere 'The Movie Critic' med Stacey Sher som producer. Hun har samarbejdet med Tarantino siden Pulp Fiction.
'The Movie Critic' har efter sigende udset sig en biografpremiere i 2025.