Chris Rock er rasende over joke i 'Bad Boys 4'
Den berømte og berygtede Oscar-lussing fra 2022, hvor Will Smith midt under prisuddelingen går op på scenen og stikker Chris Rock en flad, har været genstand for utrolig meget debat.
Et af de store samtale-emner var: Er Will Smiths karriere død?
Sådan ser det ikke ud. Her to år efter episoden har det i hvert fald ikke påvirket salgstallene på Will Smiths nye film, Bad Boys 4: Ride or Die, som overgik alle forventninger i sin åbningsweekend og fortsat trækker masser af folk i biograferne.
Men en særlig joke i filmen har dog efter sigende gjort modtageren af lussingen, Chris Rock, rasende.
Det drejer sig om en scene i 'Bad Boys 4', hvor Martin Lawrences karakter Marcus slår sin partner Mike (spillet af Will Smith) med adskillige lussinger. Og når man ser filmen står det klart, at det er en reference til hele Oscar-miseren.
Instruktørerne bag filmen har selv forklaret, at scenen kommer fra Will Smith, og det blev mere eller mindre freestylet i øjeblikket.
På trods af, at joken efter sigende skulle have ført til masser af grin hos pubilkum, så skule den dog ikke være faldet i Chris Rocks smag. Det rapporterer Hot97. En kilde tæt på komikeren udtaler til mediet:
- Chris synes, at det er et billigt trick, og han fortæller folk, hvor latterligt, han mener det er. Det er en klassisk situation, hvor Will prøver at formilde en forfærdelig situation. Will spiller ofret. Det var et lavpunkt i hans karriere, men det er ingen undskyldning.
Det virker altså ikke til, at Chris Rock på nogen måder har tilgivet skuespilleren. Sidste år brød komikeren tavsheden med en række grove vittigheder rettet mod Will Smith i sit comedy-show 'Selective Outrage'.
Om de to nogensinde slutter fred, må tiden vise. Men det virker til, at den stor del af publikum i hvert fald har accepteret den undskyldning, som Will Smith gav umiddelbart efter hele Oscar-affæren.
I mellemtiden arbejder Chris Rock på en genindspilning af den danske Oscar-vinder 'Druk', mens Will Smith allerede har sin næste film i støbeskeen.