Dansk succes-instruktør afslører: Biograferne turde ikke vise min film
I 2023 var det 30 år siden, at Ole Christian Madsen blev færdig på Den danske filmskole. Siden er det blevet til 10 spillefilm og flere tv-serier, herunder en af de dyreste dansk film nogensinde, Flammen & Citronen, og en afgørende rolle på den amerikanske HBO-serie Banshee.
Men i et nyt interview med os afslører den danske instruktør for første gang, hvad han selv kalder "en kontroversiel historie" om udgivelsen af hans debutfilm Pizza King i 1999. Biograferne var simpelthen bange for at vise filmen, der endte med at være færdig i næste halvanden år, før nogen turde give den premiere.
Ole Christian Madsen fortæller historien i vores podcast "Den varme biografstol", hvor vi dykker ned i instruktørens karriere i anledning af hans seneste værk, Afdeling Q-filmen Den grænseløse, som kan ses i biograferne nu.
Lyt til hele podcasten herunder eller i din foretrukne podcast-app (søg blot på "kino.dk filmpodcast"):
'Pizza King' følger fire unge andengenerations indvandrere, der står fanget mellem to kulturer. Ole Christian Madsen fortæller i podcasten, at filmen er skabt ud fra fortællinger, som de fik i miljøet - og i et samarbejde med hovedrolle Janus Nabil Bakrawi, som han havde lavet den roste kortfilm 'Sinans bryllup' med.
Men allerede tidligt i processen løb de ind i problemer:
- Filminstituttet havde netop lavet det, der hedder en ”lavbudget-pulje”, og der ville de gerne have, at man skulle have en hurtig afvikling af en spillefilm, så jeg kan huske, vi sendte fem-seks sider ind som oplæg på den her film og fik med det samme fem millioner i støtte.
- Da vi så gik videre med filmen, så var der ingen andre, der ville give penge til den. Ingen distributører, ingen finansiører, så vi endte med at måtte lave den for de fem millioner. Hvilket også dengang var et meget lavt budget for en film. Så vi optog den på en fire-fem uger.
Udfordringerne stoppede dog ikke der.
- Det med at vi ikke kunne skaffe støtte til den, det forfulgte filmen på mange måder. Da den var færdig, så det rigtig godt ud, fordi der så distributørerne den, og så ville de alle sammen købe den. Så på den måde fik den lidt revanche og blev også solgt til Scanbox, som godt ville lave en stor premiere.
- Men så skete der det, at biograferne i et vist omfang ikke turde vise den. De var bange for, at der kom ballade og slagsmål, og jeg ved ikke, hvad jeg hørte. De var bange for mange ting. Så der gik over et år før den fik premiere.
- Den var helt færdig i slutningen af 97, og den fik først premiere i maj 99. Og det gjorde den simpelthen på grund af det, forklarer Ole Christian Madsen, der afslører den plan, som blev lagt:
- Forhandlingen mellem Scanbox, og hvem det så er, de har forhandlet med hos biograferne, endte med, at 'Pizza King' fik premiere klokken 20.30 i stedet for 21.30, klokken 18.30 i stedet for 19, så de forskellige publikum ikke skulle møde hinanden på vej ud og ind af biografen.
- Det er en historie, jeg faktisk ikke har fortalt før, men det er jo en ret kontroversiel historie, afslutter den danske filminstruktør.
Ole Christian Madsen kan ydermere berolige med, at frygten for problemer var totalt ubegrundet:
- Det var overhovedet ikke noget ballade. Der skete intet. Jeg tror, at folk havde rimelig gode oplevelser. Filmen gik meget godt, og den har også levet siden faktisk. Den havde et publikum, og det var et rigtig godt publikum. Der var ingen problemer.
Hør mere om 'Pizza King' og en række af instrukørens andre film i vores podcast.
'Den grænseløse' kan ses i biografen nu.