Donald Trump udnævner tre ikoniske filmstjerner som Hollywood-ambassadører

USA's kommende præsident, Donald Trump, har udnævnt Sylvester Stallone, Mel Gibson og Jon Voight som særlige Hollywood-ambassadører i et forsøg på at styrke og genoplive underholdningsindustrien.
Trump leverede nyheden på sit eget sociale medie Truth Social, hvor han skrev følgende:
- De vil være mine øjne og ører og arbejde på at genoprette Hollywood til dets Gyldne Tidsalder. Vi vil gøre Hollywood større, bedre og stærkere end nogensinde før!
Trumps valg af netop disse personer understreger den politiske kløft i den amerikanske underholdningsbranche. Mens flertallet af de kreative kræfter i Hollywood støtter demokratiske politikere, står disse tre stjerner ud i landskabet som prominente konservative figurer.
Sylvester Stallone, kendt for sine roller i Rocky- og Rambo-franchiserne, har offentligt udtrykt sin beundring for Trump, som han har kaldt "den anden George Washington."
Jon Voight, den Oscar-vindende skuespiller bl.a. kendt for sin rolle i Midnight Cowboy, deler Stallones loyalitet mod Trump, som han har givet stor politisk støtte gennem årene.

Mel Gibson er den første af de tre til at reagerer på den meget offentlige udnævnelse, da han har indrømmet til Variety, at han fik nyheden samtidig med alle andre, hvortil han jokede: "Medfølger der en ambassadørbolig til rollen?"
Alle Trumps nye ambassadører er travlt optaget i øjeblikket, idet Stallone medvirker i den populære serie 'Tulsa King' og har medforfattet en kommende actionfilm ved navn 'Working Man'. Voight optrådte sidste år i Francis Ford Coppolas Megalopolis.
Gibson har længe været ekskluderet fra Hollywood på grund af hans mange kontroverser heriblandt racistiske udtalelser og spritkørsel, men han gør comeback med sin nye film 'Flight Risk', der har amerikansk premiere denne måned.
Ingen tvivl om, at de alle har betydelig erfaring i branchen, og det bliver spænende at se, hvad deres roller helt præcist kommer til at indebære, og om de virkelig kan få Hollywood tilbage til en ny gylden tidsalder.