Efter 'Furiosa': 5 veje Mad Max-universet kan tage nu
Nogen bliver bedre med alderen. Det er ikke tilfældet for den 79-årige filmskaber George Miller, som bare altid har været god – og har formået at holde niveauet. Ikke mindst med sin biografaktuelle actionbasker Furiosa: A Mad Max Saga.
Mad Max-franchisen går helt tilbage til 1979, og med den seneste film har Miller lavet fem film, som foregår i The Wasteland. Et univers med et uendeligt potentiale – og med ’Furiosa: A Mad Max Saga’ åbnes den filmiske verden yderligere op. Men hvor går sagaen hen næste gang?
I denne artikel ser vi på fem mulige veje, som George Miller kan gå med sit 45 år gamle univers.
Bemærk: Artiklen vil indeholde mindre spoilers for Mad Max-universet.
Mad Max: The Wasteland
Det mest oplagte bud er denne film, som allerede har en titel. George Miller har faktisk allerede skrevet historien til ’Max Max: The Wasteland’, der foregår i året op til, vi møder Max Rockatansky i ’Mad Max: Fury Road’. Max vil have følgeskab af en mor – og filmen vil indeholde en masse action, selvfølgelig.
Miller har tidligere forklaret, hvordan filmen faktisk blev skrevet som en nødvendighed. I 2022 sagde han om ’Furiosa’ til AV Club:
- Det skete, jeg vil ikke sige ved et uheld, men ud af en nødvendighed for at forklare verdenen i ’Fury Road’, som essentielt foregår over tre dage og to nætter. Det var virkelig for at forklare, hvordan denne verden opstod. Nico Lathouris og jeg skrev også, ikke manuskriptet, men nærmest i roman-form, hvad der skete med Max i det år før, og det er noget, som vi gerne vil lave senere.
Tom Hardy har af flere omgange selv meldt sig klar til at spille den legendariske karakter igen.
I nyligt interview med Happy. Sad. Confused. Podcast afslørede Miller, at ‘Max Max: The Wasteland’ bestemt stadig er på tegnebrættet. Men alt afhænger af ’Furiosa’. Han forklarer:
- Jeg er stadig ved at finde ud af, hvad jeg skal gøre med ’The Wasteland’. Jeg venter på modtagelsen af ’Furiosa’. Hvis alt går op, så fortsætter vi med den.
Selvom ’Furiosa’ er blevet mødt med storslåede anmeldelser, så er publikum desværre ikke strømmet i biografen i USA. Filmen er kommet lidt sløvt fra start, og ifølge The Hollywood Reporter, så ser det sort ud for fortsættelsen på nuværende tidspunkt.
Men Mad Max-franchisen har eksisteret i 45 år, så den er ikke lige til at slå ihjel. Selv ’Mad Max: Fury Road’ fik grønt lys tre gange, før det lykkedes at få den lavet.
Ellers ender vi måske med at få historien som en roman?
Dementus: A Mad Max Saga
Chris Hemsworth er et blandt mange højdepunkter i ’Furiosa: A Max Max Saga’. Hans portræt af en skurk, der tydeligvis rummer en mørk fortid, er fascinerende.
Men hvad er egenligt Dementus' baggrundhistorie? Det kunne sagtens være en hel film for sig selv. Hvordan blev han leder for en hel hær af outlaw bikers i The Wastelands?
Et eksempel på, at skurke-karakteren gemmer på meget mere end, hvad der bliver fortalt i ’Furiosa’, er hans lille plysbamse, som han bærer rundt på. Den har en lagt dybere betydning. Chris Hemsworth forklarer til CinemaBlend:
- Det var Georges ting. Hans mantra var: ”Fundne objekter genbruges”. Så alt i the Wastelands, alt du ser havde en tidligere opgave eller mening, og bliver nu genbrugt på en anden måde, eller gentænkt. Og plysbamsen var der og var en del af kostumet.
- Jeg sagde til George: ”Nå, men hvad betyder det?, og han sagde: ”Det er jeg ikke sikker på. Hvad tror du, det betyder?”. Og vi begyndte at have forskellige diskussioner omkring: ”Måske er det hans? Måske var det hans barns?” osv. Og så fik den sit eget liv, fik en langt større tilstedeværelse, end nogen af os indledningsvis forventede. Men det største takeaway for mig er, at alting er nødt til at have en historie. Intet er tilfældigt. Og det giver så mange flere nuancer og dybe.
Det lyder også til, at George Miller i den grad ville være klar til at gentage sit samarbejde med sin australske landsfælle. Til ComicBook har instruktøren udtalt:
- Jeg ville arbejde med Chris på alt. Det ville jeg virkelig. Han er en vidunderlig skuespiller.
Praetorian Jack: A Mad Max Saga
En af de nye karakterer, som vi møder i ’Furiosa: A Max Saga’, er Praetorian Jack, der kommer til at få en afgørende betydning for Furiosas udvikling.
Da vi møder Jack, er han allerede en etableret figur i dette univers med sit eget crew, der transporterer farlige ladninger gennem The Wastlands. Alene det er et godt udgangspunkt for en masse actionsekvenser. Men man får kun nogle små hints til karakterens baggrundshistorie.
Praetorian Jack spilles af den britiske skuespiller Tom Burke (Only God Forgives), og han har i et interview med GamesRadar forklaret, at på ordre fra instruktør George Miller skabte han sin egen baggrundshistorie for karakteren:
- Det handlede om at udfylde rejsen fra, hvordan han og hans familie kom til the Citadel i første omgang, fordi der er en forbindelse mellem forældrene og Immortan Joe; og hvad deres forventninger til stedet ville være, og hvad det var i virkeligheden, og hvem der ellers var med dem på den rejse.
I samme interview bekræfter Burke også, at han er klar til at gentage rollen, hvis George Miller skulle have lyst til at give Praetroian Jack sin egen spin-off.
The Green Place
I Mad Max-universet er vi vant til det støvede, dystopiske ørkenlandskab, og her skiller ”The Green Place” sig virkelig ud. Også kendt som "Place of Abundance”.
I ’Furiosa: A Mad Max Saga’ får man et lille glimt af denne frodige plet i en ellers gold verden. Ikke nok med, at det ville være en spændende del at udforske for George Miller, så får vi i 'Furiosa: A Mad Max Saga' også en lille forsmag på en af de karakterer, som kunne spille en central rolle i en eventuel spin-off historie.
Mary Jabassa – Furiosas mor – indleder nemlig en vild og voldsom jagt på en gruppe bikere. Og hun er pænt cool for at sige det mildt! Hvem vil ikke gerne se hende give nogle flere ubehagelige skurketyper tørt på?
Vi ville her være ude i en prequel til en prequel, som ville give mulighed for at dykke ned i et helt andet hjørne af Mad Max-universet.
Et comeback til Mel Gibson
Oprindeligt ville George Miller have lavet ’Mad Max: Fury Road’ sammen med Mel Gibson, der spillede Max i den originale trilogi, i 2001. Men projektet kollapsede, og da man endelig kunne få det stablet på benene igen, valgte man at hyre Tom Hardy til den ikoniske rolle.
Men er der stadig plads til Gibson i dette univers? Skuespilleren er fortsat aktiv – og vi har i de senere år set ældre stjerner vende tilbage til deres legendariske karakterer for et sidste farvel. Fx Harrison Ford i Indiana Jones and the Dial of Destiny.
Måske kunne Tom Hardy og Mel Gibson endda have en form for parløb i en mulig Mad Max-fortælling? Det forbliver formentlig ved ønsketænkningen. I hvert fald har George Miller afvist ideen om, at den 68-årige Hollywood-stjerne laver et comeback i The Wastelands.
I et interview med Jake’s Takes fortæller Mad Max-skaberen:
- Jeg har ingen historie, der indeholder en ældre karakter, som du ved, Harrison Ford, eller sådan. Det skete endda på ’Fury Road’. Det er bare ikke som ’Unforgiven’ eller en af de film, hvor det handler om en ældre, udbrændt person, der vender tilbage en gang mere.
- Der er nok historier, som kan fortælles [om en ældre Max, red.]. Jeg ved ikke, hvad der sker med Max, når han kommer ind sine 60’ere. Jeg har ikke engang tænkt på det. Jeg tænker mere på karakterer omkring det her tidspunkt, altså omkring 40 eller 50 år efter, at samfundet kollapsede.
Det virker altså ikke særlig sandsynligt at se Gibson gentage sin ikoniske rolle. Men måske er der plantet et frø hos Miller nu?
'Furiosa: A Mad Max Saga' kan ses i biografen nu. Køb billetter her på kino.dk.