En gyser-epoke slutter: Sidste, uhyggelige kig på den episke finalefilm

Det er hele 12 år siden, vi fik den første og skræmmende The Conjuring, der siden har affødt både efterfølgere og spinoffs som Annabelle- og The Nun-filmene.
Nu venter det nyeste - og øjensynligt sidste - kapitel i franchisens hovedfortælling med The Conjuring: De sidste ritualer, hvor vi igen møder Vera Farmiga og Patrick Wilson som de paranormale efterforskere Lorraine og Ed Warren.
Der er nu landet en ny og skræmmende trailer for gyserfilmen. Den kan du se nederst i artiklen.
Denne gang kommer publikum med på en sidste sag med parret, der som bekendt er baseret på de berømte og virkelige paranormale efterforskere af samme navn.
Rollelisten indtages bl.a. også af talenterne Mia Tomlinson og Ben Hardy, der portrætterer henholdsvis parrets datter Judy Warren og hendes kæreste Tony Spera.
I filmen vender efterforskerne tilbage til én sidste sag, hvor de skal konfrontere en dæmon - den hel samme dæmon, som var den allerførste de var oppe imod. Dermed trækkes der tråde helt tilbage til deres ungdom, og sagen bliver meget personlig.
Mens de to første Conjuring-film blev instrueret af James Wan, finder man denne gang Michael Chaves i instruktørstolen. Han instruerede også forgængeren The Conjuring: The Devil Made Me Do It fra 2021.
Han har ligeledes instrueret andre film i Conjuring-universet, nemlig The Curse of La Llorona og The Nun 2.
'The Conjuring: De sidste ritualer' har biografpremiere den 3. september.








