Én scene i aktuel Marvel-film er faktisk optaget på settet til 'Avengers 5'

Blev indspillet kun fire uger før premieren
Thunderbolts*
(© Disney)

Hvis man har set mange- eller alle Marvel-film, så ved man, at man altid skal blive siddende i biografsædet indtil filmen er HELT slut. 

For i slutningen af hver film kommer der gerne en eller flere ekstra scener, der fungerer som en forsmag på de næste film i rækken. Det samme gælder Thunderbolts*, der lige nu kan ses i biografen, og som introducerer en ny gruppe af helte med både kendte og ukendte ansigter.

I et interview med Variety fortæller instruktør Jake Schreier om den allersidste scene, der faktisk blev instrueret af to Marvel-kendinger kort tid før premieren af ‘Thunderbolts*’. 

- Det blev filmet for fire uger siden, og det instruerede jeg ikke. Det er Russo-brødrene på settet til 'Avengers: Doomsday'. Jeg fik lov til at være der, hvilket var virkelig sjovt at se sine venner lave ting på et større plan, fortæller Schreier, og fortsætter.

- Jeg fik lov til at se et udkast. Vi arbejdede alle på scenen bare for at være sikker på, at den var ærlig omkring, hvor karaktererne var. Men også fordi, at du giver dem videre til en helt ny verden og nyt omfang, og du vil gerne have, at de fungerer i det. Det var sjovt at se dem blive instrueret i en anden kontekst (...) end vi havde behandlet.

Russo-brødrene er mændene bag bl.a. 'Infinity War' og 'Endgame' samt de næste to Avengers-film – Avengers: Doomsday, der har premiere i USA den 1. maj 2026, og Avengers: Secret Wars, der får premiere engang i 2027. Derfor tog de over, da den sidste af de to slutscener i ‘Thunderbolts*’ leder op til den 5. Avengers-film, der samler en ny flok af superhelte fra forskellige film og universer. 

Jake Schreier har tidligere instrueret filmen Paper Towns fra 2015 og en række serie-afsnit, herunder den populære Netflix-serie 'Beef'. Nu er den 48-årige filmmand blevet en del af det enorme Marvel-univers, hvor producer Kevin Feige holder styr på de mange fortællinger om superhelte, der arbejder sammen på kryds og tværs.

I ‘Thunderbolts*' møder man en gruppe af semi-superskurke, der må arbejde sammen for at bekæmpe en fælles fjende trods deres modstand til rollen som superhelte-gruppe.

Rollelisten består bl.a. af Florence Pugh som Yelana, David Harbour som Red Guardian, Wyatt Russell som John Walker, Hannah John-Kamen som Ghost, Sebastian Stan som The Winter Soldier og Lewis Pullman som Bob/Sentry, der alle står til at medvirke i 'Avengers: Doomsday'.

Slutscenen i ‘Thunderbolts*’ lægger ikke kun op til den næste Avengers-film, men har faktisk slået rekorden for den længste slutscene med 2 minutter og 54 sekunder - skarpt efterfulgt af den tidligere regerende film Guardians of the Galaxy Vol. 2, hvis fem slutscener løb op på 2 minutter og 51 sekunder. 

Se vores interview med holdet fra filmen herunder - her taler de bl.a. om 'Avengers 5'.

‘Thunderbolts*’ kan ses i biografen nu

Nyeste film i biografen