Elijah Wood om ikonisk rolle: Ingen andre skal spille Frodo
Et frisk pust til zombiegenren: Ny gyserthriller voksede ud af instruktørens egen sorg
I 'We Bury the Dead' bliver zombiegys til en fortælling om tab og håb
Zombiegenren har gennem tiden bevæget sig gennem flere faser og bølger af popularitet. I dag fungerer zombien ofte som en katastrofe- og samfundsmetafor, men det store moderne gennembrud kom med George A. Romeros Night of the Living Dead fra 1968, der blev retningsgivende for den moderne zombiefilm.
Siden har genren udviklet sig fra 1980'ernes splattede og mere poppede versioner til det nye boom omkring årtusindskiftet med 28 Days Later og senere tv-succes med 'The Walking Dead'.
De bedste zombiefilm handler dog sjældent kun om de levende døde, men om mennesker i krise. Netop derfor er der god grund til at give den nye gyserthriller We Bury the Dead en chance, når den får biografpremiere den 12. marts. Filmen er et frisk pust i genren, fordi den i højere grad kredser om tab, sorg og håb end om ren chokeffekt.
Filmen blander horror med sorgdrama uden at slippe de klassiske genrekoder. Den peger dermed på, hvor fleksibel zombiegenren er blevet, og hvordan den også kan rumme intime fortællinger om tab.
Samtidig er grænsen mellem "de gode" og "de onde" ikke så skarpt optrukket, som man har set i mange andre zombiefilm. Her ligger der ikke nødvendigvis nogen tilfredsstillelse i at pløkke zombier ned i hobetal - snarere opstår der en empati med deres triste skæbne.
500.000 menneskers hjerner lukker øjeblikkeligt ned
I filmen affyrer det amerikanske militær ved et uheld et eksperimentelt våben ud for Australiens sydkyst. På få sekunder dør mere end 500.000 mennesker, da deres hjerner øjeblikkeligt lukker ned.
Men ikke alle forbliver døde.
Nogle vender tilbage - de sjæle, der stadig har noget uafsluttet og derfor ikke kan finde fred. De ligner stadig sig selv, men fremstår som ekkoer af deres tidligere jeg. Og jo længere tid de befinder sig i dette limbo mellem liv og død, desto mere frustrerede, aggressive og voldelige bliver de.
Deres tilstedeværelse varsles af en lyd, der er svær at ryste af sig: den skærende lyd af tænder, der gnider mod hinanden. Det er et simpelt, men effektivt greb, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
Midt i kaosset tændes et spinkelt håb hos filmens hovedperson, den desperate Ava, spillet af Star Wars-stjernen Daisy Ridley. Hendes mand opholdt sig i Tasmanien, da ulykken indtraf, og Ava klamrer sig til håbet om at finde ham i live.
Hun melder sig derfor til en specialenhed, der opsporer og identificerer de døde, for hun er ikke klar til at give slip - hverken på ham eller på de drømme, de havde sammen.
Tab, sorg og håb
Zombien er ofte fremstillet som et bundløst mørke af brutalitet - blottet for både intelligens og empati. Men i 'We Bury the Dead' bliver den forestilling vendt på hovedet.
For zombierne var engang mennesker, som nogen har elsket: et barn, en far, en mor, en bedsteforælder eller en partner. Filmen fører os ind i hjem, hvor der engang var varme, latter og kærlighed, men som nu fremstår mørke, tunge og gennemsyret af død.
Hverdagens trygge øjeblikke - som en morgenmad i solen med familien - er blevet forvandlet til mareridtsagtige scener, hvor døde kroppe ligger tilbage. Fotografier hænger stadig på væggene og vidner om de levede liv, men varmen i rummene er væk.
På den måde bliver filmen et portræt af sorgens væsen. Af følelsen af at være kastet ud på dybt vand, hvor bredden synes uendeligt langt væk. Af alt det, vi ikke nåede, og alt det, vi ville ønske, vi havde sagt og gjort, mens tiden endnu var der. Af hvordan livet kan forandre sig drastisk på et splitsekund, så det liv, man troede, man skulle bygge op sammen med et andet menneske, pludselig bliver revet ud af hænderne på én.
Men 'We Bury the Dead' handler også om håb. Om at finde en vej gennem tabet - og om muligheden for at komme ud på den anden side, selv efter de hårdeste slag.
"Jeg tænkte, at der var noget, som var værd at udforske i forhold til sorg"
'We Bury The Dead' er således meget mere end zombier, gys og adrenalin. Den er også et dybfølt portræt af tab. Instruktør Zak Hilditch har fortalt til Variety, at filmen voksede ud af hans egen sorg over at miste sin mor, og oplevelsen af at skulle pakke sit barndomshjem og alle minderne ned.
- Da min mor døde, var det min opgave at pakke mit barndomshjem ned - det hus, jeg voksede op i, og hvor hun døde. Som filmskaber var der en del af mig, der tænkte: "Jeg går fra rum til rum og gør de her opdagelser". Der er noget ret intimt, men også surrealistisk, over det. Jeg tænkte, at der var noget, som var værd at udforske i forhold til sorg.
Idéen om zombier kom først til senere som en måde at udforske "unfinished business" på. I et interview med ABC fortæller Hilditch, at han aldrig havde forestillet sig, at fortællingen skulle ende som en zombiefilm, men at han ikke kunne slippe idéen om det uafsluttede.
Da zombierne først var skrevet ind i manuskriptet, blev det samtidig vigtigt for Hilditch, at filmen ikke bare gentog velkendte genregreb. Til Variety udtaler han, at han gerne ville finde en frisk måde at give publikum den zombie-lore, de forventer, og samtidig trække tæppet væk under deres forventninger.
Resultatet er en film, der berører almenmenneskelige temaer uden at gå på kompromis med de elementer, der gør zombiegenren så effektiv: gys, spænding, overraskende drejninger og en konstant sitrende fornemmelse af fare.
