Første trailer: Wulffmorgenthaler tackler moderne familieproblemer i ny Mugge-film

Den tredje film om drengen med det lilla hår
Mugge & Super Happy
(© Nordisk Film Distribution)

Det kreative makkerpar, Anders Morgenthaler og Mikael Wulff, er klar med endnu en film om den livlige dreng Mugge med det lilla hår. Denne gang er der meget på spil, når Mugge og hans venner træder ind i den digitale verden.

I den nye trailer til Mugge og Super Happy ser man titelkarakteren og hans venner, der er blevet totalt opslugt af online gaming. Vennen Sofia opfinder et par nyskabende VR-briller til gruppen, og nu er der intet, der kan få dem væk fra computerskærmen. 

Men Mugges far vil derimod gerne have, at børnene dropper skærmene og i stedet får noget frisk luft. Efter en begivenhedsrig naturoplevelse, kommer de hjem til Basserup, hvor der er noget helt galt. 

VR-brillerne er faldet i hænderne på en ukendt bagmand, og byens voksne er blevet fanget i en VR-verden. Mugge og hans venner bliver nu nødt til at redde de voksne fra skærmenes magt.

Se traileren nederst i artiklen.

Mugge & Super Happy
(© Nordisk Film)

Instruktør- og forfatterduoen, Mikael Wulff og Anders Morgenthaler, har beriget danskerne med deres sjove og skøre universer i over 20 år. 

De er blevet folkeeje med deres Wulffmorgenthaler-striber og ikke mindst deres flodheste-karakter Dolph, der var en af mange karakterer i deres populære tegneserier, og som senere fik tv-serien, 'Dolph og Wulff'.

De to komikere sætter i 'Mugge og Super Happy' det evige spørgsmål om skærmtid og børns digitale liv på spidsen, og bruger deres skæve humor og farverige animationsunivers til at viderebygge på deres populære børneunivers om Mugge. 

Forgængerne - Mugge & Vejfesten og Mugge & hans mærkelige hjerne - blev publikumssucceser i Danmark, og har medført de lige så populære bøger om Mugge, og side-karaktererne, Femlingerne, der alle sammen hedder Allan. 

Stemmerne leveres af den rutinerede Jens Jacob Tychsen(Badehotellet), Stephania Potalivo(Jagtsæson), Anders Morgenthaler, Iben Hjejle (Mifunes sidste sang), Mia Lyhne (Klovn) og Nicolaj Kopernikus(Klassefesten).

'Mugge og Super Happy' får biografpremiere d. 10. april.

Nyeste film i biografen