Fra skæv undergrund til Oscar-succes: Unik mesterinstruktør er tilbage i biografen

Den græske mesterinstruktør Yorgos Lanthimos er tilbage i biografen med sit nyeste værk Bugonia.
Han genforenes her med Emma Stone, der også var at finde i hans Oscar-vindende Poor Things og hans forrige film Kinds of Kindness, hvor man - som i den biografaktuelle film - også finder Jesse Plemons.
Vi bringer i forbindelse med 'Bugonia' her et portræt af den 52-årige filmskaber, hvor vi ser næremre på hans oeuvre, filmiske stil og virkemidler samt spændet mellem alvor og humor i hans arbejde, der emmer af det både eksperimenterende, syrede og surreelle.

Er Emma Stone mon et rumvæsen?
'Bugonia' er en gentænkning af den sydkoreanske film 'Save the Green Planet' af Jang Joon-hwan fra 2003.
I 'Bugonia' følger man to konspirationsteoretikere (Jesse Plemons og Aidan Delbis), der kidnapper en stor virksomheds administrerende direktør (Emma Stone), da de er overbeviste om, at hun er et rumvæsen!
Så hvad gør hun nu - og hvad er de to mænds planer egentlig med hende?

Fra starten stod det det bizarre talent klart
Yorgos Lanthimos er kort sagt en af vor tids absolut mest interessante, skæve og succesfulde filmskabere. En sand filmisk ener og original.
Instruktøren har fra første filmiske færd været spændende at følge. Bl.a. med hans første soloinstruktion af en spillefilm med den dragende Kinetta i 2005, hvor bl.a. en mand tager billeder af dårligt opstillede slagsmål (!).
Videre til ligeledes græske titler som den dybt fascinerende Dogtooth i 2009, hvor en far holder sine børn isoleret fra verdenen omkring dem, videre til den nærmest hjerteskærende Alps i 2011, der har sorg satirisk på menuen.
'Dogtooth' vandt den prestigefulde pris Un Certain Regard på filmfestivalen i Cannes og blev desuden nomineret til en Oscar i kategorien Bedste ikke-engelsksprogede film.

Forrygende og skævt morsomme film på stribe
Stimen af forrygende, skæve og originale film fortsætter med hans første engelsksprogede film i form af den bizart romantiske The Lobster i 2015, der bragte store stjerner som Colin Farrell, Rachel Weisz og Olivia Colman ind i hans krøllede univers.
Præmissen i 'The Lobster' er lige så simpel, som den er skør. For hvis man som single ikke finder sig en partner indenfor 45 dage, forvandles man i filmen til et dyr (!).

'The Lobster' vandt Juryens pris på Cannes-filmfestivalen og sikrede desuden Yorgos Lanthimos en Oscar-nominering for Bedste originale manuskript.
Fra denne melankolske romantiske komedie a la Lanthimos fulgte hans hidtil vel nok mest urovækkende film, nemlig den kyniske og brutale The Killing of a Sacred Deer i 2017, atter med Colin Farrell på rollelisten samt nye ansigter som Nicole Kidman og Barry Keoghan.
Den opadgående succeskurve fortsatte og tog herefter kun endnu mere fart med Oscar-vinderen og historiske periode-komedie The Favourite i 2018 med bl.a. Olivia Colman, Emma Stone, Rachel Weisz og Nicholas Hoult.

Fra grotesk minimalisme til magisk maksimalisme
Oscar-succesen fortsatte med den 11 gange Oscar-nominerede 'Poor Things' fra 2023, hvor Emma Stone spiller Bella, der bringes til live af Willem Dafoes gale videnskabsmand Godwin Baxter.
'Poor Things' fortæller således sin Frankenstein-lignende coming of age-fabel om Bella, der går fra aldeles naiv til en kvinde i egen ret, der udforsker en for hende ny verden.
Selvom man finder mange fællestræk i filmskaberens virke, er der bestemt også sket en stor udvikling. Fra det minimalistiske i bl.a. netop 'Kinettea' og 'Alps' til det pompøst maksimalistiske i 'Poor Things'.

Et legebarn med skuespillere
Den skæve humor, visuelle særegenhed og legende historiefortælling er dog bibeholdt hele vejen - det uden at stå i stampe eller stagnere.
Fra at lave eksperimentalteater, reklamefilm og musikvideoer synes springet til filmens verden at have ligget i kortene, selvom han egentlig som ung gik i sin fars basketball-spillende fodspor.
De store stjerner flokkes om filmskaberen. Det synes der med ovenstående i tankerne også at være god grund til.
Ikke alene er hans film unikke succeser, så får de også det bedste frem i de medvirkende. Ja, hvem vil ikke gerne kunne bejle til en Oscar?

Arbejdet med skuespillerne sker bl.a. gennem diverse skøre lege forud for optagelserne, hvor de medvirkende eksempelvis gakker ud og får lov at gå linen skævt ud.
Yorgos Lanthimos er en instruktør, der da heller ikke nødvendigvis er gået efter et naturalistisk udtryk, hvilket virker i hans kuriøse universer, hvor humor, alvor og psykologisk indsigt går hånd i hånd.
Filmiske eksperimenter og vilde historier
Det er bl.a. gennem netop legen, at skuespillerne bringer dette frem i sig selv i et frit og eksperimenterende rum.
Med sin forrige film 'Kinds of Kindness' er det eksperimenterende i spil for fuld Lanthimos, hvor mesterinstruktøren fortæller tre mere eller mindre uafhængige historier, hvor holdet af skuespillere indtager forskellige karakterer.
Man følger bl.a. mand, der forsøger at tage kontrollen tilbage over sit eget liv, videre til en politimand, der er bekymret for, at hans kone ikke er, hvem hun giver sig ud for at være samt en kvinde, der er del af en mystisk kult.

En visionær ener af fineste slags
Yorgos Lanthimos er en ydert unik filmskaber. Han er en visionær og en brillant billedfortæller, der skaber overbevisende bizarre universer, hvor hans skæve humor går medrivende grotesk i spil med de kulørte karakterer og aparte fortællinger.
Han er lykkedes med springet fra hjemlandet til den store Hollywood-scene uden at miste sit eget unikke og surreelle udtryk undervejs, som han fortsat dyrker, forfiner og udforsker.
Han udfordrer ikke kun sig selv og sine skuespillere, men også publikum med film, der overrasker og ikke går ikke på kompromis med hans vision. Det er unikt i sig selv. Yorgos Lanthimos er unik.








