Mord, blod og s*x: 6 brutale film for folk uden sarte nerver

Slasheren 'MaXXXine' kan ses i biografen
MaXXXine A24
(© A24 / MaXXXine)

Der vælter 80'er-stemning ud af slasheren MaXXXine, som netop udspiller sig i midten af 1980'erne. Det betyder neonlys, VHS-udlejning, højt hår og hits fra det kulørte årti.

Man følger i flimen pornostjernen og nu aspirerende skuespiller Maxine Minx (Mia Goth), der går fuldt ind på at få indfriet den store Hollywood-drøm.

'MaXXXine' har biografpremiere den 29. august. Find dine billetter til filmen på kino.dk her.

Los Angeles er dog i et skræmmende jerngreb, da den berygtede seriemorder Richard Ramirez - kendt som Night Stalker - dræber unge kvinder i byens skygger. Mon Maxine klarer vejen til toppen i drømmenes by?

MaXXXine
(© UIP)

Det er den gyserfilmsbevidste instruktør Ti West, der står bag 'MaXXXine', ligesom det også er tilfældet med de to øvrige film i X-trilogien, nemlig X og Pearl.

Filmskaberen kan med andre ord sin skrækfilms-ABC, hvilket 'MaXXXine' emmer af.

Her er bl.a. hilsener til en klassiker som Alfred Hitchcocks Psycho og andre seriemorderfilm samt den blodige giallo-genre, der kort sagt kan beskrives som mordmysterier med udspring i Italien og sin storhedstid i særligt 1970’erne.

Maxxxine
(© UIP)

Det er altså ikke kun de morderiske giallo-film eller splattede 80'ere med sin videovold og såkaldte video nasties, som 'MaXXXine' emmer af eller direkte refererer til, men gysergenren som helhed og filmhistorien i det hele taget. 

Det er dog de morderiske og brutale film, vi fokuserer benhårdt på med 6 titler, der er værd at se, hvis du ikke kan få nok af atmosfæren i 'MaXXXine' og seriemorderfilm generelt.

Du finder således 6 titler med tråde til 'MaXXXine' herunder. Mon ikke Ti West kender alle filmene?

Billede

Tenebrae (1982)

Der hersker ingen tvivl om, at Ti West har set denne hårdtpumpede 80'er-giallo af den italienske mester Dario Argento, der er en af de helt store faderskikkelser i genren.

Med pulsende synth på lydsiden, brutalt blodige mord og den for genren velkendte maskerede morder iklædt knitrende læderhandsker og blanke mordvåben er på plads. Hold øje med netop dette i 'MaXXXine'.

Det er desuden værd at anbefale et dyk ned i Dario Argentos række af giallo-film i det hele taget, herunder bl.a. også mesterværket 'Profondo Rosso' fra 1975 og den nervepirrende 'The Bird With The Crystal Plumage' fra 1970.

Hardcore 1979
(© Columbia Pictures / Hardcore)

Hardcore (1979)

I Paul Schraders hårdkogte krimithriller med en pornografisk grum slagside kommer vi med til den beskidte bagside i Californien.

Her følger man nemlig den religiøse forretningsmand Jake VanDorn, som leder efter sin teenagedatter, der muligvis er endt som sexarbejder.

Man finder i 'MaXXXine' ikke så lidt af sammenfald i hver af filmenes historier og beskidte stemning. Desuden er en altid intens og seværdig George C. Scott at finde i rollen som Jake VanDorn.

Body Double
(© Columbia Pictures / Body Double)

Body Double (1984)

Ti West må bestemt have set og ikke mindst fundet inspiration i Brian De Palmas erotiske 80'er-thriller 'Body Double'.

Filmen byder nemlig som 'MaXXXine' bl.a. også på både B-film i filmen, Hollywoods beskidte bagside, stoffer, mord, voksenunderholdning, skuespiller-karakterer og voyeurisme.

Ikke nok med ovenstående sammenfald i temaer og ingredienser, så er der også en visuel lighed i bl.a. brugen af farver og neonlys.

Maniac Magnum Motion Pictures Inc.
(© Magnum Motion Pictures Inc. / Maniac)

Maniac (1980)

William Lustigs seriemorder-sjasker er en herligt brutal film og video nasty. Her er Joe Spinell både medforfatter og spiller den urovækkende hovedrolle som seriemorderen Frank Zito.

Man følger Frank Zito, der skalperer sine kvindelige ofre for at lave sine egne mannequindukker. Gisp! Udover sin videovold er her også tale om et grumt og psykologisk indblik i et ødelagt sind.

Filmen er desuden inspireret af virkeligheden seriemorder Ed Gein, der bl.a. syede i menneskehud og brugte sine ofres legemsdele i sin indretning. 

Det er værd også at anbefale Lucio Fulcis sjaskede 'The New York Ripper' fra 1982 med den ubehagelige danske titel 'Blodig voldtægt'.

Der kom desuden en vellykket genindspilning af 'Maniac' med Elijah Wood i 2012.

Billede
(© Shamley Productions)

Psycho (1960)

Alfred Hitchcocks klassiker folder sit fascinerende portræt af en af filmhistorien værste mor-søn-bindinger elegant ud, hvor man følger Anthony Perkins' kejtede seriemorder Norman Bates, der huserer på sit lille motel.

Det er både en film med en interessant morder samt en visuelt opfindsomt fortalt historie, der tager overraskende drejninger undervejs. Skræmmende og yderst underholdende.

'MaXXXine' refererer rigt til netop 'Psycho', der står som et filmhistorisk fyrtårn og en skelsættende film i genren. 

Her bør også Michael Powells mesterlige 'Peeping Tom' fra samme år nævnes. Den står måske nok i skyggen af 'Psycho', men det er der ingen grund til, da den er en i sin egen ret dragende og skræmmende filmoplevelse, som Ti West efter alt at dømme også har set.

Crimes of Passion / New World Pictures
(© New World Pictures / Crimes of Passion)

Crimes of Passion (1984)

Ken Russells kulørt erotiske og kinky thriller 'Crimes of Passion' har bestemt også sine ligheder med 'MaXXXine'.

Der er bl.a. umiskendelige sammenfald i både filmenes 80'er-æstetiske billedside og den sleazy vibe, mens begge film også byder på sexarbejdere samt en kombination af sex og spænding.

I filmen følger man Joanna Crane, der lever et dobbeltliv. Om dagen er hun modedesigner, men og natten er hun som sexarbejderen China Blue. Hun spilles af en dragende Kathleen Turner.

I rollen som religiøs prædikant finder man desuden sjovt nok Anthony Perkins, man som bekendt ser som morderen Norman Bates i 'Psycho'.

'MaXXXine' har biografpremiere den 29. august. Find dine billetter til filmen på kino.dk her.