'Napoleon' er lige nu verdens største film i biograferne
Ridley Scotts nyeste film Napoleon har allerede skabt overskrifter verden over. I Frankrig er det ikke mindst gået heftigt for sig, fordi franskmændene er ærekære over, at deres landsmand bliver portrætteret af en englænder. Zut alors!
Men al omtale er som sagt god omtale, og filmen har formået at tiltrække biografgængere i hobetal. Således er 'Napoleon' lige nu den største film i verden med en indtjening på 78,8 mio. dollars, hvoraf de 46 mio. dollars er hentet udenfor det største marked i USA.
Det skriver bl.a. Variety.
Det er Apple, der har produceret filmen, og med en formodet pris på 200 mio. dollars er der stadig et stykke vej hjem, for at filmen bliver en kommerciel succes. Det går tech-giganten dog næppe vildt meget op i med deres uudtømmelige pengekasse i mente, og det er i høj grad et spørgsmål om at levere kvalitetsindhold, ligesom det har været tilfældet med deres andet prestigeprojekt, Martin Scorseses Killers of the Flower Moon.
Udover at selskabet bag iPhone håber på en række priser til deres højt profilerede film, så er det naturligvis også en måde at sikre konkurrencedygtigt indhold til streamingtjenesten Apple TV+ i kampen mod bl.a. Netflix, Disney osv.
I 'Napoleon' kan man se den Oscar-vindende skuespiller Joaquin Phoenix i rollen som Napoleon Bonaparte.
Vi følger hans sygelige afhængighed, nærmest besættelse og forhold til hans eneste store og sande kærlighed Josephine og bliver vidner til hans visionære militære og politisk taktiske skakspil med resten af Europas herskere som brikker i spillet om den absolutte magt.
Napoleon er aktuel i biografen, og du kan finde dine billetter herunder.