Officielt: DC har fundet deres to nye Green Lanterns
Tilbage i slutningen af september kunne vi informere om, at DC havde fundet deres første Green Lantern siden Ryan Reynolds, og at projektet, hvor den klassiske superhelt skal optræde, vil blive TV-serien 'Lanterns'.
Serien vil dog ikke kun følge én, men to Green Lanterns – Hal Jordan og John Stewart – i deres kamp for at beskytte Jorden og universet.
I september blev det offentliggjort, hvem der skulle spille Hal Jordan, nemlig skuespilleren Kyle Chandler, men jagten på John Stewart, en historisk DC-karakter, var stadig i gang.
Men nu har DC fået bid og sikret sig skuespilleren, der skal bringe John Stewart ind i DC-universet. Det rapporterer The Hollywood Reporter.
Rollen som den fan-elskede tegneseriefigur, der var en af DC’s første sorte superhelte, er gået til den fremadstormende stortalent Aaron Pierre.
Efter at have spillet en række mindre roller i forskellige tv-serier, har Pierres karriere for alvor taget fart de seneste par år, efter han spillede en mindre, men mindeværdig rolle i M. Night Shyamalans film Old.
I 2022 medvirkede han i festivalfilmen 'Brother', inden han året efter spillede over for verdensstjernerne Saoirse Ronan og Paul Mescal i filmen 'Foe'. Og spoler vi frem til 2024, er den nu 30-årige skuespiller blandt de mest eftertragtede i branchen.
I februar spillede han Malcolm X i den Emmy-vindende serie 'Genius', og senest havde han hovedrollen i 'Rebel Ridge', som havde premiere på Netflix den 6. september og toppede streamingtjenesten globalt i tre uger i træk.
Tidligere var han også forbundet med Marvel-filmen 'Blade', men produktionen af Marvels vampyrfilm er efterhånden gået helt i stå.
Med andre ord er det altså Kyle Chandler og Aaron Pierre, som skal danne fortrop i DC's ventede Green Lanters-serie.
I Max-serien 'Lanterns' vil fans følge Hal Jordan og den nyuddannede John Stewart, der som Green Lanterns beskytter Jorden og universet.
Serien er tidligere blevet beskrevet til Entertainment Weekly af DC's kreative chef, James Gunn, som en superhelteudgave af 'True Detective', hvor de to Lanterns efterforsker en mørk mordgåde i den amerikanske midtvest.
Bindeleddet til 'True Detective' findes også i seriens showrunner, Chris Mundy, som også var en del af den seneste sæson af detektivserien.
'Lanterns', der er en del af det større DC-projekt 'Gods and Monsters', vil i første omgang bestå af otte episoder.
Læs også: Premieredatoen for James Gunns nye DC er sat!
'Lanterns' har endnu ikke en fastlagt premieredato.