Ole Bornedal afslører den rædselsvækkende oplevelse, der førte til 'Nattevagten'
Nattevagten fra 1994 har forlængst fået klassikerstatus i dansk film.
Filmen blev en biografsensation - og betegnes af mange som det første vellykkede danske forsøg på at lave en gyser.
I anledning af det næste kapitel Nattevagten - Dæmoner går i arv gæstede Ole Bornedal vores podcast til en snak om den første film, det amerikanske remake og den nye efterfølger.
Lyt med herunder - eller på din foretrukne podcast-app (søg blot på "kino.dk filmpodcast"):
I podcasten fortæller Ole Bornedal om inspirationen til den første 'Nattevagten':
- Jeg tror, den starter med, at jeg er gået rundt med dæmoni og djævle og ondskab og smerte og gru i kroppen i mange år. Dels fra en sort periode i start 80’erne, hvor jeg var sådan post-punk-agtig. Strunge kastede sig ud ad et vindue med en ghettoblaster under armen, F.P. Jac lovede hele verden, at han ville drikke sig ihjel, inden han fyldte 30, og jeg var en del af hele den der sortklædte kreds.
- Jo mørkere, jo vildere, jo mere ’The Cure’, jo mere ’Sort Sol’, jo mere rædsel, jo bedre, og et band der hedder ’Throbbing Gristle’, der lavede sådan noget dødspunk-musik.
LÆS OGSÅ: Sådan er det gået med Ulf Pilgaards seriemorder efter 'Nattevagten'
- Det holdt jeg jo meget af og sidenhen var jeg meget heldig at blive involveret i at lave radio, og blev bl.a. ansat på P4 om søndagen, som var sådan noget ungdomsradio. Jeg var rigtig, rigtig god til at lave radio, meget farverig med radio, og lavede nogle meget visuelle radioindslag. Bl.a. ’Knust kværn og kvæstet’. Jeg blev faktisk verdensmester i radio, hvis man kan sige det – jeg vandt radioens Oscars.
- Der lavede jeg bl.a. et indslag til P4, som var et besøg på retsmedicinsk, hvor en retsmediciner, der hedder Karen Helvig, viste mig rundt, og det endte med, at hun viste mig alt, altså som i alt.
- Det var 14 gange ’Saw’. Der havde været ’Saw’ i gang. De havde ender og kanter af de kroppe, der lå der, og det var jo dybt chokerende og forfærdeligt og rædselsvækkende og underligt på samme tid pludselig at opleve døden på denne her måde. Det er heldigvis ikke særlig mange, der kommer til at opleve det på den måde, men jeg kan fortælle, at det er meget sært at opdage, hvor død man er, når man er død. Så det havde jo sat sig i mig.
Saw henviser til de brutale gyserfilm, som indeholder tortur og lemlæstelse.
- Samtidig havde en af mine kollegaer fra radioen, der hedder Stephen Schwartz, lavet en montage der hed ’Nattevægteren’, der handlede om en nattevægter. En nattevagt på retsmedicinsk.
- Så jeg tror, at de ting havde ligesom hobet sig op, og så tænkte jeg, nu ville jeg prøve at skrive en gyser - hvilket var fuldstændig naivt fjollet og åndssvagt på det tidspunkt at sige, det ville man. "Det skal være min filmdebut", fordi det var en genre, ingen folk respekterede eller syntes om eller trode på, på nogen måde.
- Men så skrev jeg det manuskript, som gik rundt. Filminstituttet ville ikke have den - de syntes, det var åndssvagt - og flere andre producenter, indtil jeg så mødte en jysk producent, der gerne ville prøve at sætte budgettet på at få den lavet. Det blev det så. Så det var en svær omgang at få den stablet på benene. Men da det så kørte, så kørte det ret nemt.
Hør meget mere om 'Nattevagten', Ulf Pilgaard, den amerikanske genindspilning og den nye 2'er i vores podcast.