Pixar går sci-fi med deres nye film: "Lad os skabe et verdensrum, som du aldrig har set før"

Tilbage i april blev vi inviteret af Disney til et event i London for Pixars nye Elio, hvor animationsfilmen blev præsenteret af den amerikanske producer Mary Alice Drumm.
Efter præsententation fik vi mulighed for at stille Pixar-produceren, hvis CV også tæller bl.a. Modig og Coco, en række spørgsmål om studiets nye store originale animationsfilm 'Elio', der kan ses i de danske biografer nu.
Filmen handler om drengen Elio, som er besat af rumvæsner og rent faktisk ønsker at blive bortført. En dag får han sit ønske opfyldt, da han bliver transporteret til Kommuniverset - et interplanetarisk paradis, som er hjemsted for intelligent liv fra nære og fjerne galakser.
Men da han fejlagtigt antages at være Jordens leder, må han håndtere en krise af intergalaktiske proportioner og sikre, at han ikke forpasser chancen for at udleve sin største drøm.
Mary Alice Drumm forklarer, at hun i sin position som producer hos Pixar har et meget tæt samarbejde med filmens instruktører:
- Du er deres makker i alle aspekter. Og ideelt set værdsætter Pixar en instruktørdrevet film, så i den forstand vil jeg være en form for kreativ partner. Men altid med et fokus på, hvad instruktøren vil. Fordi i sidste ende prøver vi at lave dén film, som instruktøren gerne vil.
- Så jeg er med tidligt i processen. Lytter til stemmerne. Hjælper med at finde forfatteren. Men du hjælper også med at finde hele holdet, der skal skabe filmen. Og jeg elsker Pixar, fordi det føles som om, at du skaber din egen lille kultur, dit eget lille firma til din egen film. Man bygger et lille samfund og laver filmen sammen.
Mary Alice Drumm er på mange måder også limen, der har holdt 'Elio' sammen over de fem år, som det har taget at få realiseret den nye animationsfilm, som undervejs har skiftet instruktører. Adrian Molina forlod nemlig 'Elio' for at arbejde på 'Coco 2' – og blev erstattet af duoen Madeline Sharafian og Domee Shi.
Undervejs har der også været flere andre bump på vejen:
- Pixar-film tager lang tid. Jeg vil sige, at den gennemsnitlige tid er 4 til 4 ½ år pr. film. Så den her har taget lidt længere end normalt, men vi har også måtte forholde os til COVID og en strejke. Så det er ikke helt usædvanligt. Jeg tror, at 'Modig' tog endnu længere, forklarer Mary Ann Drumm.

Pixar står for noget særligt, mener Mary Ann Drumm. Så til spørgsmålet omkring, hvad den vigtigste ingrediens i et Pixar-værk er, har produceren en klar teori:
- Den vigtigste ingrediens i en Pixar-film er for mig, at det skal være en film til alle publikummer – og en film, vi selv vil se. Og det er en virkelig hjælpsom trædesten i arbejdet for mig: ”Er det en film, som jeg vil se?”. Fordi det her er film til os. Jeg var stor fan af Pixar, før jeg blev ansat, og grunden til det var, at jeg blev forelsket i karaktererne – og ville se, hvad der videre sker med dem.
- Alle filmene, synes jeg, stiller spørgsmål til, hvad det vil sige at være menneske, og det er derfor, der er et andet niveau til Pixar-film. De stiller spørgsmål til noget, som vi alle taler om. De er mere end sjove, popcornfilm – og ikke et ondt ord om dem – men Pixar går gerne et spadestik dybere med nogle karakterer, du elsker, og som du kan dele med familien.
'Elio' går også ud på nye territorier for holdet bag filmen, der ikke har beskæftiget sig synderligt med science fiction-genren før:
- Det er sjovt, da Adrian [Molina, instruktør, red.] pitchede sine ideer, så var det det her, han kom op med. Han havde selvfølgelig set ’E.T.’ og ’Close Encounters of the Third Kind’ og sådanne ting, men en dag sagde han pludselig til Pete [Doctor, Pixar-chef, red.]: "Det er lige gået op for mig. Jeg tror, at jeg laver en sci-fi-film. Og jeg er ikke en særlig stor sci-fi nørd?".
Pete foreslog, at det måske var bedre, fordi så kunne han [Adrian, red.] have et nyt, frisk perspektiv. Vi så nogle film og lavede noget research, men jeg tror virkelig, at det hjalp os til at sætte et mål om: Lad os skabe et verdensrum, som du aldrig har set før.
- Da Madeline [Sharafian, instruktør] og Domee [Shi, instruktør] blev involveret, var de en anelse mere nørdede. Så de bragte en række sjove sci-fi-henvisninger ind i filmen. Det synes jeg var den perfekte balance. Det her er en ny Pixar-verden, som vi aldrig har set før, men den forholder sig også til de andre film og har flere sjove inside-jokes til sci-fi-fans.

'Elio' er en af Pixars originale værker i en tid, hvor både de selv og mange andre Hollywood-studier forfalder til at lave mindre risikofyldte fortsættelser. Mary Ann Drumm forklarer, at det er en balancegang både for studiet, men også for publikum:
- Det er noget, vi taler meget om i Pixar – og er meget opmærksomme på. Da jeg kom ombord med 'Modig', var studiet meget åben og sagde, at de gerne ville lave begge dele. Som en del af publikum kan jeg tage i biografen og tænke: "Åh nej, hvorfor alle de fortsættelser?", men samtidig tænker jeg også, "Hvorfor laver vi ikke ’Coco 2’?".
- Vi ender med at elske de her karakterer. Men hos Pixar er det en balancegang. Vores 'Elio' er en original film, som vi er meget spændt på. 'Hopper' er vores næste originale film. Og så laver vi en række fortsættelser, som allerede er annoncerede, som 'Toy Story 5'. Jeg kan bare fortælle, at begge ting sker hos Pixar hele tiden, og vi er kæmpefans af originale fortællinger, så dem kommer der forhåbentlig flere af.