Polterabend går amok i Oscar-nomineret danskers spillefilmsdebut

Den første teaser til den kommende danske film Velkommen på månen er nu ude - og den lægger op til en weekend, der begynder som en fest og ender i rendyrket kaos.
Venskabskomedien følger venneparret Bo og Martin. Da Martin skal holde polterabend, tager de to til den afsidesliggende ø Møn for at give weekenden et frikvarter fra hverdagen. Men Bo ankommer med mere end en weekendtaske. Han bærer på en hemmelighed, der kan sprænge venskabet indefra.
Og så begynder tingene at skride.
En kvinde forsvinder. En urovækkende klovn dukker op. Vielsesringene er pludselig væk. Med joints, absint og højt humør som brændstof eskalerer stemningen fra snigende paranoia til totalt sammenbrud. Da jagten på de forsvundne ringe går i gang, bliver weekendens venskabsprøve både vildere og mørkere, end nogen havde forestillet sig.
Se teaseren nederst i artiklen.
'Velkommen på månen' markerer Aske Bangs spillefilmsdebut som instruktør. Han har tidligere stået bag kortfilm som 'Cold Hawaii', 'The Danish Boys' og den Oscar-nominerede 'Silent Nights'. Han har også medvirket i serier som 'Perfekte Steder', 'Doggystyle' og 'Badehotellet'.
Bang spiller selv en af hovedrollerne i filmen, mens den anden spilles af Stanislav Sevcik.
På rollelisten finder man også Sus Wilkins, Peter Aalbæk Jensen, Malene Beltoft Olsen, Sofie Blinkenberg, Morten Piilmann, Jesper Schytte, Claudia Gregersen og filmen blev samtidig den nu afdøde Erik Clausens sidste filmrolle.
Projektet er skabt uden om Det Danske Filminstituts etablerede støttesystem.
'Velkommen på månen' er selvfinansieret med opbakning fra Filmværkstedet København - et usædvanligt rygstød, da værkstedet normalt støtter kortfilm. Flere etablerede filmfolk har også bakket projektet op, herunder producent Randall Kleiser, Peter Aalbæk Jensen og Anders Morgenthaler.
'Velkommen på månen' får biografpremiere den 30. april 2026.








