Slumdog Millionaire-stjerne hævner sig i ny actionfilm for fans af John Wick

Se den vilde trailer her
Monkey Man
(© UIP)

Der er rå og blodsprøjtende hævn på menuen, når instruktør og hovedrolleindehaver Dev Patel (Slumdog Millionaire, The Green Knight) går til stålet i actionfilmen Monkey Man. Han er desuden også medforfatter på filmen, der er hans debut som spillefilmsinstruktør.

Se filmens trailer nederst i artiklen.

Filmen følger en anonym ung mand, der går bersærkergang i hævnens navn mod de korrupte ledere, som myrdede hans mor og nu fortsætter med systemisk at gøre livet mere end surt for helt almindelige mennesker.

Den Oscar-nominerede Dev Patel ses som hævneren, der iført en abemaske deler tørre tæsk ud, mens Oscar-vinder, instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller Jordan Peele producerer. Han har film som Get Out, Us og Nope på sit CV.

Traileren for 'Monkey Man' lover i den grad benbrækkende action, men også med et glimt i øjet og humor på banen. Det - og hævnplottet - leder vores tanker hen på John Wick-filmene!

Det ses bl.a. i scenen, hvor vores abemand racer komisk afsted i en lille tuktuk og i en anden scene må se sig slået af et vindue, han ellers prøver at hoppe igennem. 

'Monkey Man' er dog umiddelbart ikke en letbenet actionkomedie, men derimod en brutal hævnfilm, som brækker benene på skurkene på sin vej gennem de knoglesmadrende strabadser, der vil gøre selv John Wick nervøs.

Rollelisten byder bl.a. også på Sharlto Copley, Sobhita Dhulipala, Pitobash, Vipin Sharma, Ashwini Kalsekar, Adithi Kalkunte, Sikandar Kher og Makarand Deshpande.

'Monkey Man' får biografpremiere den 25. april. Find dine billetter her på kino.dk.