Sydney Sweeney i stor forvandling: Svenskergarn og store muskler
Vi har tidligere skrevet om, at det fremadstormende Hollywood-stortalent Sydney Sweeney har en boksefilm på vej - en kvindelig Rocky-film, hvor noget af en fysisk transformation ventede i jagten på at ligne bokseren Christy Martin.
Nu har skuespilleren selv delt de første billeder af sin forvandling, der inkluderer nyt hår med en mullet aka et svenskergarn og store muskler - se billederne nederst i artiklen.
I opslaget skriver hun bl.a.:
- Over de sidste par måneder, har jeg været opslugt af træning for at bringe liv til historien om en fantastisk kvinde - en ægte champion, som kæmpede både i og udenfor ringen.
Christy Martin var professionel bokser fra 1989 til 2012 og var bl.a. verdensmester i letmellemvægts klassen i 2009.
I 2010 overlevede hun et mordforsøg fra sin ægtemand James Martin. Han stak Christy adskillige gange og skød hende i deres fælleshjem i Florida. Men hun overlevede, og i 2012 fik James Martin en dom på 25 års fængsel.
Med andre ord er der nok af materiale fra bokseren rigtige liv til den kommende film, der endnu ikke har en titel.
Produktionen startede for nyligt med instruktør David Michôd bag kameraet, hvis tidligere værker bl.a. tæller Animal Kingdom, The Rover og The King.
Rollelisten tæller ydermere Ben Foster som James Martin, Merritt Weaver, Katy O’Brien, Ethan Embry, Jess Gabor, Chad L. Coleman og Tony Cavalero.
Filmen afventer en premieredato.