15 år under udvikling: Se den blodige trailer til ny version af kultklassiker

Er forbandelsen brudt?
The Crow (2024)
(© Nordisk Film Distribution)

I 15 år har man forsøgt at få luft under vingerne på et remake af kultklassikeren The Crow med alle fra Mark Wahlberg til Jason Momoa tilknyttet rollen, som i første omgang blev spillet af Brandon Lee i Alex Proyas' film fra 1994. 

Selv svenske Alexander Skarsgård var rygtet til at være på ønskelisten hos producerne tilbage i 2013, hvilket nu er ironisk, når man tænker på, at hans yngre bror, Bill Skarsgård, netop er skuespilleren, der endelig får lov at portrættere Eric Draven aka The Crow mere end ti år senere.

Efter filmselskabet Lionsgate for nyligt annoncerede, at The Crow overtog udgivelsesdatoen for John Wick-spinofffilmen Ballerina, er en trailer til den længe ventede mørke actionfilm nu blevet udgivet. 

Se den i bunden af artiklen.

Baseret på James O'Barrs klassiske tegneserieroman af samme navn følger historien en mand, der bliver myrdet sammen med sin forlovede og vender tilbage til livet udrustet med uovervindelighed og bliver den titulære selvtægtsmand, der søger hævn.

Traileren præsenterer i stor stil den intense vold, vi kan forvente fra den nye film, hvor Skarsgårds hovedrolle ikke holder sig tilbage i sin søgen efter hævn over sin forlovedes og sit eget mord.

'The Crow' får biografpremiere den 6. juni 2024.

Anbefalet til dig