20 år efter kommer den RIGTIGE version af 'Kill Bill' endelig i de danske biografer

Inkarnerede fans af instruktøren Quentin Tarantino vil juble til marts, hvor Uma Thurmans hævngerrige og katanasvingende heltinde i gul læderdragt, The Bride, vender tilbage til det store lærred.
Med Kill Bill: The Whole Bloody Affair har Tarantino nemlig samlet Kill Bill: Vol. 1 og Kill Bill: Vol. 2 i én 275 minutter lang spillefilm og krydret den med unikke små tilføjelser og justeringer – præcis som han oprindeligt ønskede, at historien skulle fortælles. Det skriver the Guardian.
Filmen er i sig selv ingen nyhed. Den har eksisteret siden 2006, hvor den blev vist eksklusivt ved filmfestivalen i Cannes samt i instruktørens egne biografer i Los Angeles – men kom derudover aldrig ud til det brede publikum, hverken i biograferne eller senere som købe- og lejefilm.
Efter 20 års ventetid kan fans nu endelig bryde fri fra deres årelange FOMO og ånde lettet op. Hele den blodige affære kan nemlig ses i udvalgte danske biografer fra den 12. marts! Herunder i Imperial, der i de første to uger viser filmen i 70 millimeter.
Da Tarantino i sin tid filmede Kill Bill, gik filmen over budget og nærmede sig en spilletid på hele fire timer.
For at undgå at tvinge instruktøren ud i uønskede produktionskompromiser, der ville skære filmen kraftigt ned i dyrebare minutter, foreslog produceren – den i dag voldtægtsdømte Harvey Weinstein – at udgive Kill Bill i to separate film.
Det viste sig at være en god idé. De to film storhittede nemlig i biograferne verden over, hvor de tjente sig hjem mere end fem gange i forhold til produktionsbudgettet.
Quentin er dog kendt for at være en ret kompromisløs instruktør – og fans ventede i spænding på, at han efter den kommercielle succes, som volume 1 og 2 blev, ville samle dem i én film og udgive den, præcis som han oprindeligt havde sat sig for.
I instruktørens eget regnskab tæller Kill Bill-filmene nemlig kun som ét ud af hans 10 samlede værker, hvor vi stadig venter på det sidste. Men som sagt blev 2006-udgivelsen af denne samlede film altså en oplevelse, der kun var forbeholdt de få.
At filmen nu 20 år efter kan opleves i biografer landet over må dermed siges at være en historisk milepæl for danske die hard-fans af den amerikanske instruktør.

Med flere Oscar-vindende publikumssucceser som Pulp Fiction, Inglourious Basterds og Once Upon a Time... in Hollywood på CV’et, regnes Quentin Tarantino for at være en af nyere tids mest populære og anerkendte instruktører i Hollywood.
Tarantino er dog langt fra en publikumspleaser. Han har tidligere udtalt, at alle hans film er lavet for ham selv – og at alle andre er inviterede til at se med, og gøre med dem, hvad de vil.
Han er ikke bleg for at udfordre konventionerne for, hvad man kan tillade sig at sige og vise på film – og lader sig ikke uden videre bøje for kritik, som vi eksempelvis så det i forbindelse med hans skildring af det amerikanske slaveri i Django Unchained.
I hans egne biografer kan instruktøren og filmnørden heldigvis vise, hvad han har lyst til, uden at skulle forholde sig så meget til andres meninger. Tidligere på måneden blev der eksempelvis vist obskure pornoværker fra 70'erne i en af hans biografer i Los Angeles.
'Kill Bill: The Whole Bloody Affair' kan ses i de danske biografer fra 12. marts








