Redaktionen vælger: Årtiets bedste dramafilm
10erne har været et fremragende filmårti, og det skal fejres! Vi har derfor på redaktionen valgt hver især at kåre én film pr. år inden for specifikt udvalgte genrer.
Indtil videre har vi været igennem superheltegenren (se listen her), gysergenren (se listen her), action-genren (se listen her), danske fiktionsfilm (se listen her), thriller-genren (se listen her), romantik-genren (se listen her) og komedie-genren (se listen her). Nu er turen så kommet til dramafilmene:
Del endelig dine egne valg i kommentarfeltet forneden - det er sværere, end du tror!
The Social Network (Hartvig)
Hvis David Fincher insturerer et manuskript af Aaron Sorkin, så kan det kun blive godt – og det var det i tilfældet med 'The Social Network'.
The Social Network (Christine)
David Fincher og manuskriptforfatter Aaron Sorkin må siges at være noget af et power-couple. Relevant både i 2010 og i dag.
The Social Network (Nicole)
Aaron Sorkin plus David Fincher. Så bliver det vist ikke mere skræddersyet til mig.
Black Swan (Bjarke)
Et virkelig stærkt drama-år. Tænk blot på 'The Social Network', 'The King's Speech'. 'Winter's Bone' og 'Blue Valentine'. Men den gysende intense 'Black Swan' var den største oplevelse af de nævnte titler.
The Social Network (Stine)
David Fincher, du er en af de store romancer i mit liv! Og din film om Facebook-opfinderen Mark Zuckerberg er så gennemført kynisk og atmosfærisk, at jeg så den tre gange i biografen. Ikke mindst pga. Aaron Sorkins manus.
The Social Network (Olivia)
David Fincher sparker i den grad døren ind til et nyt årti med sin skarpe, velfortalte udlægning af dramaet omkring Facebook, der er et klokkeklart eksempel på instruktørens uovertrufne evner.
The Social Network (Daniel)
Det kom ikke bag på mig, at David Fincher laver en af årets bedste film, men at han gør det uden for thriller-genren og med en biografi om Facebooks skaber, spillet af en aldrig bedre Jesse Eisenberg, var overrumplende.
Warrior (Hartvig)
Jeg må krybe til kors og sige, at jeg desværre ikke har set flere af dette års (efter sigende) storværker. Så jeg ender med 'Warrior', der gør alt det rigtige, som et sportsdrama skal, mens den balancerer en rørende historie om to brødre og familie.
The Tree of Life (Christine)
Jeg var virkelig betaget af 'A Separation', men Terrence Malicks 'The Tree of Life' er en nærmest spirituel oplevelse.
Moneyball (Nicole)
Et rigtig godt eksempel på, hvordan de mest nørdede og uinteressante ting kan blive spændende, vigtige og medrivende, hvis historien fortælles rigtigt.
Take Shelter (Bjarke)
Okay, både 'Drive', 'Shame' og 'Melancholia' leverede for mig nogle af de bedste dramaoplevelser dette år. Men det er altså en intens Michael Shannon, der tager stikket hjem i den dystre 'Take Shelter'.
The Tree of Life (Stine)
Umuligt at vælge. Asgar Farhadis 'A Separation' er perfekt, og jeg har set Steve McQueens hudløse 'Shame' utallige gange… men som garvet Terrence Malick-tilbeder, må valget falde på instruktørens magnum opus om en drengs opvækst med en tyranisk far.
The Tree of Life (Olivia)
'The Tree of Life' lever i den grad op til sit navn, for det er en stor og poetisk film om livets skønhed, sorg og skrøbelighed - Terrence Malick har overgået sig selv.
Nader og Simin: En separation (Daniel)
Den iranske films måde at afsløre begivenhederne under en separation er næsten som en thriller med tilbageholdelse af information og masser af uforudsete drejninger.
The Master (Hartvig)
'The Master' er ikke uden fejl, men det er måske, hvad der gør den så perfekt. Joaquin Phoenix leverer en af sine fineste præstationer og slår dermed Tarantinos 'Django Unchained' og Hanekes stærke 'Amour'.
The Master (Christine)
Selvfølgelig skal Paul Thomas Anderson også have en plads på min liste. Selvfølgelig!
Jagten (Nicole)
Forstyrrende og enormt velfortalt, både gennem manuskript instruktion og skuespil.
The Master (Bjarke)
Fuck! Endnu et stærkt år på dramafronten. 'Mud', 'Berberian Sound Studio', 'Pieta' og 'Land of Hope'. Meeen kombinationen af Paul Thomas Anderson, Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix gylden.
The Master (Stine)
Paul Thomas Andersons kriminelt oversete 'The Master' er ikke bare et must see for skuespillere pga. Phoenix og Seymour Hoffman, det er også et studie i manisk adfærd, i magtkonstruktioner og i manipulation.
The Master (Olivia)
Suk, endnu et forfærdelig svært år med mange gode muligheder, men sejren går til 'The Master', for Paul Thomas Anderson i kombination med en fantastisk Joaquin Phoenix gør det bare for mig.
Lincoln (Daniel)
Historielæreren Steven Spielberg leverer med 'Lincoln' ikke den mest sprudlende film, men til gengæld en nøgtern og overordentligt velspillet politisk sag om den republikanske præsident, der ophævede slaveriet. Og ja, Daniel Day-Lewis.
Inside Llewyn Davis (Hartvig)
Havde 'The Wolf of Wall Street' ikke været en kende for lang, havde den muligvis snuppet førstepladsen, som går til Coen-brødrenes måske mest underkendte film 'Inside Llewyn Davis', der har den helt rette Coenske-dosering af lækker musik, et cirkulærende plot og nogle skøre, elskværdige karakterer.
Her (Christine)
En af årtiets mest romantiske relationer er mellem en mand og hans AI. Farverne er fortryllende, Joaquin Phoenix' overskæg er fantastisk og Scarlett Johanssons stemme er uforglemmelig.
Inside Llewyn Davis (Nicole)
En imponerende pakke fyldt med stemning, filosofi, musik og en helt fantastisk præstation fra Oscar Isaac. Melankolsk og inspirerende på samme tid. Coen-brødrende, når de er bedst.
Stoker (Bjarke)
Hvordan vælger jeg dog mellem: '12 Years a Slave', 'Prisoners', 'Gravity', 'Stoker', 'The Wolf of Wall Street' og 'Blue Jasmin'? Jamen det gør jeg da med unikummet Alejandro Jodorowskys unikke 'The Dance of Reality'.
Her (Stine)
Sikke et filmår! Både 'Adéles liv' og 'Den store skønhed' overrumplede os, mens '12 Years a Slave' og 'Inside Llewyn Davis' bød på McQueen og Coen-brødrene i topfom. Men med tiden har den følsomme fortælling om en mands affære med en kunstig intelligens i 'Her' sat de dybeste spor.
Her (Olivia)
Jeg har oceaner af kærlighed til overs for 'Her', der både er sublim og underspillet sci-fi og rummer fænomenale og rørende præstationer fra Joaquin Phoenix og Scarlet Johansson, der udgør blandt årtiets smukkeste kærlighedshistorier.
Den store skønhed (Daniel)
En åbenbaring og en af de bedste film, jeg nogensinde har set! En kunstfilm så blændende smuk, satirisk og voldsomt underholdende med ulvesmilet Toni Servillo i hovedrollen som den 65-årige, lettere fortabte festabe Jep.
Whiplash (Hartvig)
Meget få dramafilm kan måle sig med 'Whiplash' i det her årti. Intens, rørende og med J.K. Simmons i rollen, som han var født til at spille.
Boyhood (Christine)
'Boyhood' var en af de biografoplevelser, hvor jeg var i trance resten af dagen, fordi filmen fyldte så meget i mig. Årtiets bedste film.
Boyhood (Nicole)
Jeg var også meget begejstret for 'Whiplash', men mesterværket 'Boyhood' tager alligevel førstepladsen. Inderlig og nærgående, men samtidigt storstilet og alsidig.
Nightcrawler (Bjarke)
Jake Gyllenhaals hypnotiske præstation er uforglemmelig i en ligeledes uforglemmelig film. Det selvom både 'Foxcatcher', 'Birdman', 'Whiplash', 'Inherent Vice' og 'Ex Machina' er forrygende bejlere.
Boyhood (Stine)
Med 'Whiplash', 'Leviathan' og 'Korsvejen' samme år, skal der en virkelig imponerende film til for at toppe listen. Og 'Boyhood' er præcis dette. Nej, ikke fordi den tog lang tid at filme, men fordi dens organiske proces kan mærkes, og filmoplevelsen er blevet til noget større end en filmoplevelse.
Boyhood (Olivia)
Linklaters ambitiøse eksperiment med at følge karakterernes udvikling over en periode på 12 år bar i den grad frugt: 'Boyhood' er særligt rørende og relaterbar i dens på mange måder simple fremstilling af livet.
Boyhood (Daniel)
Et imponerende projekt af Richard Linklater, hvor han filmede over en periode på 12 år for at følge en drengs opvækst og indgang i voksenlivet. Heldigvis lykkes det for Linklater at bygge et følelsesmæssigt bånd til karaktererne, og så er Patricia Arquette blændende som moren.
Straight Outta Compton (Hartvig)
Måske det bedste år i denne kategori i dette årti med både 'Still Alice', 'The Hateful Eight', 'Carol', 'Creed', 'The Big Short' og 'Steve Jobs'. Men det er mine homies fra 'Straight Outta Compton', der tager førstepladsen – masser af rå rap, men serveret med en personlig fortælling og politisk underlag, der viser, at hiphopkultur er mere end bare guldkæder, biler og store røve.
Room (Christine)
Både Brie Larson og Jacob Tremblay brillerer i den meget, meget rørende 'Room' om fangenskab og frihed.
The Revenant (Nicole)
En af de meget få gengangere på mine lister. Iñárritus tilgang til det at fortælle en historie er noget helt særligt og i mine øjne helt fantastisk.
Sauls søn (Bjarke)
Hvordan pokker skal jeg dog vælge mellem så forskellige og forrygende film som 'Creed', 'Sicario', 'The Revenant' og 'The Giant'? Nærmest umuligt. Men den unikke og hårde 'Sauls søn' tager førstepladsen.
Sauls søn (Stine)
Jeg vender meget oftere tilbage til journalist-filmen 'Spotlight', og jeg er forelsket i alt ved den fuldstændigt oversete 'The Childhood of a Leader', men fortællingen om Saul og hans pinsler i en KZ-lejr er et vanvittigt værk. Jeg græd ikke under filmen, men jeg tudbrølede hele vejen hjem fra biografen.
Sauls søn (Olivia)
Ikke just årets mest behagelige drama, og der var da også mange andre gode kandidater som 'The Big Short', 'Room', 'Beasts of No Nation', 'Tangerine' osv., men 'Son of Sau' er den mest rammende af dem alle.
Sauls søn (Daniel)
Uha, det er ikke en af de film, man sætter på fredag aften med popcorn, men man kan ikke tage fra dette uhyggelige holocaust-drama, at der er tale om en af de mest ubehagelige, kunstnerisk gennemførte mesterværker i årtiet.
La La land (Hartvig)
Det svære valg for mig stod mellem to meget forskellige dramaer, nemlig 'La La Land' og 'Manchester by the Sea'. Men jeg går med den, som gav mig den mest magiske oplevelse!
American Honey (Christine)
Hvad kan jeg sige - jeg lytter stadig jævnligt til soundtracket til 'American Honey' og drømmer mig ind i dens fortryllende univers. En film, der sidder fast.
Moonlight (Nicole)
En af de smukkeste film jeg har set længe. Hjerteskærende og fyldt med ærlighed og skrøbelighed.
The Handmaiden (Bjarke)
Den forførende og erotiske, perverterede og smukke film var en af årets klart vildeste filmoplevelser. Det er dog værd også at nævne 'Manchester by the Sea', 'Moonlight', 'La La Land' og 'Nocturnal Animals'.
Moonlight (Stine)
Selvom 'Manchester by the Sea' knuste mit hjerte, er 'Moonlight' et større bedrift. Alt fra filmsproget til præstationerne og den vigtige fortælling om at være anderledes i et maskulint miljø uden nogen form for kære mor. Smukt, rørende og unikt.
Moonlight (Olivia)
Smertelig, vigtig og umådelig smuk og teknisk dragende: 'Moonlight' sad i kroppen på mig længe efter, at rulleteksterne var stoppet, og jeg mener stadig, at det er en af årtiets uundgåelige værker.
Prøven (Daniel)
Dette år kunne 'Moonlight' lige så godt have taget titlen, men 'Prøven' ramte mindst lige så rent med sin historie om korruption i det rumænske samfund og en huskværdig præstation af Adrian Titieni i hovedrollen som faren, der træffer et skæbnesvangert valg for sin datter.
The Florida Project (Hartvig)
Endnu et svært valg mellem den sorthumoristiske 'Three Billboards outside Ebbing, Missouri' og det rå eventyr 'The Florida Project'. Men jeg går med sidstnævnte, fordi den blev siddende i kroppen lang tid efter – og jeg har lyst til at printe flere af filmens kulørte indstillinger fra Florida ud og hænge dem op på min væg!
Call Me by Your Name (Christine)
Hvordan i alverden vælger man mellem 'Call Me by Your Name', 'Three Billboards Outside Ebbing, Missouri', 'Phantom Thread', 'The Florida Project' og 'The Square'?! Få film som førstnævnte har gjort mig så forelsket, så jeg kan ikke vælge andet.
Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (Nicole)
Jeg elskede filmens personlighed, tone, karakterer og skuespil. Jeg bliver dog nødt til også at nævne 'Blade Runner 2049' og 'The Florida Project', som jeg også synes fortjener denne plads.
The Phantom Thread (Bjarke)
Firkløveret Paul Thomas Anderson, Vicky Krieps, Daniel Day-Lewis og Lesley Manville er årets bedste drama – det en my foran den voldsomme 'The Killing of a Sacred Deer' (og den fine 'Call Me by Your Name').
The Phantom Thread (Stine)
Jeg placerede 'Call Me by Your Name' under romantik, så jeg kunne få plads til mine to favoritter fra det år. De er nemlig nærmest lige gode, lige dragende og lige romantiske. Hermed Paul Thomas Andersens smukke, dystre og dybt perverterede 'The Phantom Thread'.
The Phantom Thread (Olivia)
Paul Thomas Anderson laver film direkte til mig, og 'Phantom Thread' er ingen undtagelse. Og den var altså oppe imod mange, mange, mange gode titler dette år – what a year!
Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (Daniel)
Blandingen af sort komik og drama sidder i skabet, og kombineret med en suveræn Frances McDormand i rollen som moren, der forsøger at få det lokale politi til at tage sagen om hendes datters mord op igen, er der tale om en fornyende og forrygende film.
Grænse (Hartvig)
Det er faktisk umuligt at vælge. Så når jeg nu vælger den mystiske og magiske 'Grænse', så kunne jeg lige så godt vælge 'Green Book', 'Mid90s' eller 'The Square', hvis du spurgte mig i morgen. 2018 var et suverænt år.
mid90s (Christine)
'Værk uden skaber', 'Roma', 'The Favourite' og 'Kapernaum' var alle helt enestående biografoplevelser, men jeg bliver nødt til at vælge med hjertet - og mit hjerte blev tyvstjålet af 'mid90s'.
The Favourite (Nicole)
Det første kvarter var jeg i tvivl, om jeg ville ende med at elske eller hade filmen. Det blev det første. Skuespillet og dynamikken mellem Olivia Colman, Emma Stone og Rachel Weisz gør filmen til en af årets absolut bedste.
First Man (Bjarke)
Er det bare mig eller er dette månedrama ikke blevet en kende overset? Den var i hvert fald for mig en stor, stor oplevelse. Det foran titler som 'Roma', 'A Star is Born', 'Creed II', 'Hold the Dark' og 'The Favourite'.
Roma (Stine)
Alfonso Cuarón er så dygtig, og der er nærmest ikke den genre, han ikke mestrer. 'Roma' er hans mest personlige film, da han hylder de stærke kvinder, der knokler som barnepige og tjenestepige fra morgen til aften og som deraf bliver et slags familiemedlem uden selv at få tid til at skabe sin egen.
Roma (Olivia)
Endnu et fantstisk år, hvor mit hjerte blev knust adskillige gange (på den rigtige måde), men jeg går alligevel med Alfonso Cuaróns underskønne og stærke slice-of-life-fortælling, der ramte noget helt særligt i mig og er et mesterligt eksempel på sand filmkunst.
Roma (Daniel)
Alfonso Cuaróns billedskønne film om en mexicansk familie i 1970ernes revolutionsramte, mellemamerikanske land set gennem deres husholderskes øjne er fuld af subtile påfund, der må glæde enhver fan af film som kunstform.
Once Upon a Time… in Hollywood (Hartvig)
Flere på redaktionen havde 'Once Upon a Time… in Hollywood' på som komedie – og ja, den er hyldende skæg til tider. Men for mig er den dramatiske grundessens med de rørende, fortryllende, farverige og intense dage i Rick Dalton, Cliff Booth og Sharon Tate liv det, som gør, at jeg kommer tilbage igen og igen og igen.
Little Women (Christine)
Greta Gerwig har lige inden årets afslutning formået at lave en af årtiets bedste film.
Little Women (Nicole)
Jeg har valgt 'Little Women', men jeg var også helt blæst væk af 'Portræt af en kvinde i flammer' og 'I morgen danser vi'. Jeg ville ønske, jeg kunne vælge dem alle. Det her gør ondt.
Joker (Bjarke)
'Once Upon a Time… in Hollywood', 'The Irishman' og 'The Lighthouse' – alle stærke, stærke film. Men Joaquin Phoenix tager den altså hele vejen hjem med sit vilde dramatiske Joker-portræt.
Marriage Story (Stine)
Jeg elskede 'Værk uden skaber', og jeg har allerede brugt 'Parasite' under thrillers og 'Little Women' under romantik. Så jeg kan her få plads til Noah Baumbachs mavepuster 'Marriage Story'. Også 'Les Misérables' og 'Portrait of a Lady on Fire' skal fremhæves.
Marriage Story (Olivia)
Noah Baumbachs nyeste værk er en følelsesmæssig mavepuster af dimensioner i dens nuancerede, knusende og aldeles menneskelig skildring af to menneskers vej fra kærlighed til separation.
Marriage Story (Daniel)
Netflix er for alvor kommet ind i kampen om at producere de bedste film, og efter 'Roma' året forinden står streamingtjenesten bag den uhyre velspillede, hjerteknusende og til tider overraskende morsomme skilsmissefilm. Adam Driver og Scarlett Johansson tager i dén grad kegler, og det er nænsomt instrueret af Noah Baumbach.
Hartvig: Once Upon a Time... in Hollywood (2019)
Christine: Boyhood (2014)
Nicole: Moonlight (2016)
Bjarke: The Phantom Thread (2017)
Stine: The Phantom Thread (2017)
Olivia: The Phantom Thread (2017)
Daniel: Den store skønhed (2013)
Mød redaktionen:
