Afsløring: Sådan passer den nye Alien-film ind i seriens tidslinje
Indtil videre har det været sparsomt med oplysningerne om det næste kapitel i Alien-universet, der får premiere til næste år.
Men nu har hovedrollen afsløret, hvornår Alien: Romulus vil udspille sig i science fiction-universets kronologi.
Cailee Spaeny, der lige nu er aktuel i de danske biografer i titelrollen som Priscilla, har til Variety udtalt følgende:
- Den passer ind i hullet mellem den første og anden film.
- De brugte det samme hold som fra ’Aliens’, James Cameron-filmen. De samme mennesker som byggede Xenomorphs på den, kom faktisk og byggede vores. At få lov til at se det originale design fra de oprindelige mennesker, som har arbejdet på disse film i 45 år … har været virkelig fantastisk.
Dermed lyder det altså som om, at ’Alien: Romulus’ foregår mellem Alien og Aliens. Den første film udspiller sig i år 2122, mens ’Aliens’ sætter handlingen i 2179. Der er altså næsten 60 år at gøre godt med for den nye film.
Mens Prometheus og Alien: Covenant begge fungerede som prequels til den første ’Alien’, så har Alien 3 og Alien: Resurrection begge udspillet sig efter ’Aliens’. Det er altså første gang i mange år, at vi beskæftiger os med denne del af universets tidslinje.
Der har tidligere været spekuleret i, at Cailee Spaney skulle spille en ung udgave af Ellen Ripley. Men den teori kan vist godt afskrives efter denne nye afsløring.
’Alien: Romulus’ instrueres og skrives af Fede Alvarez (Evil Dead, Don’t Breath), mens den originale instruktør, Ridley Scott, fungerer som producer på projektet. Rollelisten tæller bl.a. også stortalenterne Isabel Merced, Archie Renaux og David Johnson.
Filmen er ikke den eneste tilføjelse til Alien-universet, som er på vej. En tv-serie er lige nu ved at blive udviklet af Noah Hawley (Fargo), der forventes at få premiere i 2025. Den vil dog ligesom ’Promtehus’ foregå før den første film – og som noget nyt vil den udspille sig på Jorden. Senest blev skuespiller Timothy Olyphant offentliggjort til seriens rolleliste.
'Alien: Romulus' har biografpremiere den 16. august 2024.
Interesseret i mere Alien-nørderi? Hør kino.dk's Daniel Hartvig og den danske manuskriptforfatter Sissel Dalsgaard Thomsen diskutere 'Alien 3' i kino.dk's film podcast. Lyt med herunder (eller i din foretrukne podcast-app):