Første kig på Leonardo DiCaprios næste storfilm med mesterinstruktør

Den første teaser for 'One Battle After Another' - den næste film fra Paul Thomas Anderson med Leonardo DiCaprio i hovedrollen - er nu blevet udgivet.
Filmen følger en gruppe tidligere revolutionære, der genforenes for at redde en af deres døtre, da en ondskabsfuld fjende dukker op igen efter 16 år i skjul.
Det er den første spillefilm fra manuskriptforfatter og mesterinstruktør Paul Thomas Anderson siden Licorice Pizza i 2021 – den hjertevarme coming-of-age-romance med Alana Haim og Cooper Hoffman, som blev nomineret til tre Oscars.
Selv gennem den nyudgivne korte teaser er intensiteten i 'One Battle After Another' tydelig. Det 21 sekunder lange klip er domineret af lyden af skud, som ryster både os og DiCaprio i en af de første scener.
At en gravid kvinde er blandt skyderne, antyder, at filmens karakterer har ekstremt meget på spil i deres kamp. Hvis resten af filmen afspejler den første forsmag, venter der uden tvivl en nervepirrende oplevelse. Se teaseren i bunden af artiklen.
Med komedie-thrilleren arbejder auteur-instruktøren Paul Thomas Anderson med både nye og velkendte ansigter. Den største nytilkommer er naturligvis Leonardo DiCaprio.
Filmen markerer dog også en Licorice Pizza-genforening, da Alana Haim og Sean Penn vender tilbage. Rollelisten inkluderer desuden Benicio del Toro, Regina Hall og Presumed Innocent-stjernen Chase Infiniti, som spiller DiCaprios datter i filmen.
Der har cirkuleret forskellige rygter online om filmens budget, hvor nogen hævder, at det overstiger 100 millioner dollars – måske endda helt op til 140 millioner. Selv hvis den er i den lave ende vil 'One Battle After Another' være Paul Thomas Andersons største film til dato – den episke There Will Be Blood kostede fx angiveligt kun 25 millioner dollars at lave.
'One Battle After Another' er planlagt til at få premiere i biograferne den 26. september, hvor den også vil kunne ses i IMAX, hvilket er første gang for Anderson. Det lyder altså på alle måder til at være Paul Thomas Anderson "største" film.
Filmens første fulde trailer forventes at blive udgivet i næste uge.