Gys og gru set gennem hundeøjne: Her kan du se hypet gyserfilm i biografen

Good Boy er en af årets meget omtalte og roste gyserfilm.
Nu bliver filmen vist på genrefilmfestivalen Blodig Weekend senere på måneden, når festivalen indtager henholsvis København, Aarhus og Odense fra den 12.-16. november.
Se det fulde program for filmfestivalen Blodig Weekend 2025 lige her.
'Good Boy' vises på Blodig Weekend som følger:
- København: Lørdag den 15. november i Empire Bio kl. 16:45.
- Aarhus: Søndag den 16. november i Øst for Paradis kl. 21:00.
- Odense: Lørdag den 15. november i Café Biografen kl. 18:30.
I filmen følger man den loyale hund Indy, der flytter på landet og dybt ind i en naturskøn skov med sin elskede ejer Todd.
Idyllen varer dog ikke ved i landhuset, der emmer af mystik og mørke. Snart står det klart for hunden, at der lurer onde overnaturlige kræfter i skyggerne.
Ondskaben truer således nu Indys ejer, der dog ikke aner uråd. Hunden må derfor gå til kamp for at beskytte den, han elsker mest og leve op til talemåden om, at hunden er menneskets bedste ven.

Blodig Weekend præsenterer hele 18 rå, splattede og gysende film. Alle bliver vist i Empire Bio i København, mens man i Øst for Paradis i Aarhus og Café Biografen i Odense kan se et mindre udsnit af titlerne.
Udover visningerne af genrefilmene, kan man på Blodig Weekend vanen tro besøge et marked om lørdagen i Empire Bio, hvor man kan købe alverdens filmrelaterede sager.
Desuden bliver flere af filmene introduceret af både en række forskellige fagpersoner, gysernørder og folk bag filmene.
Blodig Weekend løber af stablen fra den 12.-16. november.








