Trine Dyrholm om sit første møde med Hollywood-stjerne: "Hun kom løbende"

Podcast-interview med den danske stjerne
Mary & George
(© 'Mary & George' / SkyShowtime)

Trine Dyrholm er lige nu aktuel i de danske biografer med krydstogtdramaet Birthday Girl, hvor en 18-års fødselsdagsfejring på et cruise går helt galt.

I anledning af den nye film aflagde det danske skuespiller-ikon vores podcast en visit til en snak om den omfangsrige karriere - der startede, da Dyrholm var blot 17 år, og både tæller titler i ind- og udland.

Netop den udenlandske karriere har taget fart de senere år. Og det er der en ret klar årsag til. Nemlig filmen Dronningen fra 2019, der er blevet "et visitkort" på internationale projekter, som Dyrholm selv udtrykker det. Filmens succes har i den grad sparket døren ind til udlandet.

Senest har den danske stjerne været aktuel i den britiske serie 'Mary & George', og her var der ingen tvivl om, at Trine Dyrholms gode ry uden for Danmark også er stort. Her fortæller hun om mødet med Hollywood-stjernen Julianne Moore.

Da vi spørger den danske spiller om, hvorvidt Julianne Moore havde set 'Dronningen', svarer Trine Dyrholm:

- Hun har i hvert fald set mit arbejde, for den første dag, jeg mødte hende, kommer jeg kørende fra set og tilbage til basen, fordi hun var ikke med i den scene, jeg lavede den allerførste dag, og så kommer hun gående fra sin sminkevogn.

- Hun ser mig stige ud af bilen, og så kommer hun løbende hen imod mig og siger: “Ej, dejligt at møde dig, og hvor er det dejligt, at du vil lave den her rolle”, på en måde, hvor jeg følte, at hun havde en vis respekt for mig. Så det virkede som om, at hun havde set noget af mit arbejde, men jeg ved ikke hvad. 

Men det var netop rollen i 'Dronningen', som i første omgang havde sikret danskeren en rolle i den britiske storserie:

Mary & George
(© 'Mary & George' / SkyShowtime)

- Jeg ved i hvert fald, at instruktøren har set den (Dronningen, red), for det sagde han til mig.

Trine Dyrholm forklarer, at til trods for, at hun måske spiller en mindre rolle i 'Mary & George', så var hun nøje udvalgt af instruktøren - og hans førstevalg. 

Danskeren kan også fortælle, at hendes næste udenlandske serie med titlen 'Rematch' i høj grad også skyldes 'Dronningen':

- 'Rematch' - som er den serie, jeg kommer ud med senere - den har jeg fået allermest på grund af min engelske agent, der bare har pushet og pushet og pushet, men hvor han kan sende 'Dronningen' som et visitkort, der viser, hvem jeg er som skuespiller.

Vil du høre flere anedokter fra Trine Dyrholms karriere? Så lyt til vores podcast herunder eller i din foretrukne podcast-app (søg blot på "kino.dk filmpodcast"):

'Mary & George' foregår i 1600-tallets England, hvor den snu matriark Mary Villiers planlægger at hæve sin familie fra ydmyge kår til indflydelsesrige højder med alle nødvendige midler. Hun udnytter sin søn Georges skønhed til at forføre kong James I, blive hans elsker og i processen hæve familiens titel og status ved hoffet.

Mens 'Rematch' omhandler en af historiske vildeste skak-opgør, nemlig mellem Garry Kasparov og IBM's supercomputer Deep Blue.

'Mary & George' kan ses på SkyShowtime i Danmark, mens 'Rematch' pt afventer en premieredato og dansk streamingtjeneste.

'Birthday Girl' kan ses i biografen nu.