Mesterinstruktør vinder i Venedig - med dansker på rollelisten
Lørdagaften blev årets vinder af Venedig Filmfestival fundet.
Den prestigefyldte pris Guldløven gik til filmen The Room Next Door, som var den spanske mesterinstruktør Pedro Almodóvars første engelsksprogede værk.
Og hvis vi tager de danske briller på, var der også lidt at kippe med flaget over. 'The Room Next Door' har nemlig en dansk skuespiller på rollelisten.
Yderligere vindere tæller bl.a. 'Vermiglio' af italienske Maura Delperos, som vandt Grand Jury Prize, Brady Corbet fik prisen som bedste instruktør for 'The Brutalist', mens den brasilianske 'I'm Still Here' fik prisen for bedste manuskript.
Nicole Kidman løb med prisen for bedste kvindelige skuespiller i 'Babygirl'. Læs mere om den film her. Mens Vincent Lindon fik den mandelige ditto for filmen 'The Quiet Son'.
'The Room Next Door' sætter fokus på aktiv dødshjælp, og fortæller historien om en meget uperfekt mor og en ondskabsfuld datter, der bliver adskilt pga. en alvorlig misforståelse med deres fælles ven Ingrid i midten.
Rollelisten tæller udover Hollywood-stjernen Tilda Swinton og Julianne Moore i hovedrollerne, altså også et dansk navn. Nemlig Alex Høgh Andersen, der tidligere har udtrykt stor begejstring over at være med i filmen.
Efter sejren var den danske stjerne også klar med en reaktion. På Instagram skriver skuespilleren:
- Wow. Jeg føler mig meget beæret og stolt over at have været en del af denne film. Stort tillykke til vores fantastiske hold.
I filmen spiller Alex Høgh Andersen, der bl.a. er kendt for serien 'Vikings' og 'Nattevagten 2', en amerikansk krigsveteran og ekskæreste.
Pedro Almodóvar har allerede markeret sig som en af Europas mest anerkendte instruktører med værker som Tal til hende, Huden jeg bor i og Volver, der alle er på spansk. Førstnævnte indbragte ham en Oscar for Bedste manuskript i 2003.
At 'The Room Next Door' var blandt storfavoritterne til at vinde Guld-løven, stod allerede klart efter verdenspremieren, hvor filmen fik intet mindre end 17 minutters klapsalver. Læs mere her.